Mandag kl. 8.05 skete et harmonikasammenstød på motorvejen i østgående retning på strækningen mellem Låsby og Galten.
En bilist blev ifølge politiet blændet i den skarpe morgensol og bremsede. Det førte til, at bilen blev påkørt bagfra af en personbil, hvorefter yderligere en bilist kørte op bag i den mellemste bil.
Den mellemste bil brød i brand, hvilket bredte sig til de to øvrige biler.
Der skete ingen personskade, men omfattende materiel skade idet den mellemste bil, ifølge Østjyllands Brandvæsen udbrændte, mens de to øvrige biler skønnedes totalskadet som følge af brandskaderne.
Selve slukningsarbejdet varede en halv times tid, mens indsatsen samlet set stod på i cirka to timer da de tre biler skulle fjernes fra uheldsstedet.
Den forreste bil blev ført af en 29-årig kvinde fra Silkeborg. Den mellemste bil af en 51-årig kvinde fra Silkeborg, og den bageste bil af en 31-årig mand fra Ikast.
