Sydøstjyllands Politi efterforsker lige nu otte sager om falskmøntneri.
Ligesom flere andre kredse modtager Sydøstjyllands Politi også flere anmeldelser om falske men vellignede 20-kroner, der i øjeblikket er i omløb.
Sydøstjyllands Politi efterforsker på nuværende tidspunkt otte anmeldelser vedrørende falskmøntneri.
»Vi har modtaget flere anmeldelser, hvor personer vil betale med et stort antal 20’ere – for eksempel ved scan-selv-kasser – eller vil veksle de mange mønter til sedler,« siger politiinspektør Michael Weiss fra Sydøstjyllands Politi og fortsætter:
»Derfor vil vi gerne bede borgere og forretningsdrivende om at være ekstra opmærksomme, hvis de modtager en 20’er eller vil betale med en.«
Hvis man har mistanke om, at en mønt er falsk, kan man aflevere den hos politiet.
Butikker bør være særligt opmærksomme
Sydøstjyllands Politi opfordrer særligt butikkerne til at være årvågne, hvis der kommer kunder, der ønsker at betale med et stort antal mønter.
»Helt konkret er der flere steder i landet set eksempler på kunder, der ønsker at betale dyr elektronik med 20-kroner. Det bør få en rød lampe til at blinke hos de butiksansatte,« siger Michael Weiss.
Der er muligt for butikkerne – ifølge møntloven – at afvise kunder, der vil betale med et stort antal mønter. På den måde kan butikkerne undgå, at de krimielle kan komme af med deres falske mønter.
»Hvis man oplever nogen, der forsøger at betale med mange og muligt falske mønter, så kontakt straks politiet,« lyder opfordringen fra Michael Weiss.
Ifølge straffelovens §166 er strafferammen for falskmøntneri op til 12 års fængsel.
Fakta om de falske 20’ere:
• En del af de beslaglagte mønter er dateret med årstallet 2021, men virker usædvanligt nye og skinnende i forhold til, at de skulle være brugt i flere år.
• Portrættet af Dronning Margrethe og kongevåbnet fremstår mindre præcist, hvis du kigger grundigt og sammenligner med ægte mønter.
• Skriften kan hælde forkert.
• En falsk 20’er kan veje mindre end en ægte.
