Træd i pedalerne for byindsamlingen

Image
Træd i pedalerne for byindsamlingen
SuperBrugsen Galtens uddeler Brian Kamper opfordrer alle til at deltage i motionsdagen den 29. september, hvor man med en sponsor i ryggen kan cykle penge ind til Danmarks Indsamlingen.
Find en sponsor, der vil donere et beløb pr. kilometer, du cykler. Det er ideen bag SuperBrugsen Galtens motionsdag den 29. september. 
Om det er farmor, der donerer fem kroner per kilometer, eller det er en virksomhed, der donerer 50 kroner per kilometer, er ikke afgørende. 
Afgørende er derimod lysten til at være med, når SuperBrugsen Galten den 29. september arrangerer en motionsdag i forbindelse med Galten-Skovbys byindsamling til fordel for Danmarks Indsamling.
Alle, der skaffer sig en sponsor, kan stille op, og hver en kilometer, man kan tilbagelægge i løbet af en time, indkasserer på den måde et fast beløb til den gode sag.
- Området samler jo ind til Danmarks Indsamlingen, og det vil vi gerne bidrage til. Alle de penge, der samles ind ved cykelløbet går direkte til Galten-Skovbys byindsamling i forbindelse med Danmarks Indsamlingen. Samtidig vil vi selvfølgelig gerne gøre noget for, at folk motionerer i byen, forklarer brugsuddeler Brian Kamper om ideen.
Ny tradition
Dermed slår deltagerne to fluer med et smæk, og det kan de glæde sig til at gøre hvert år fremover.
»SuperBrugsen Galten - lidt ud over det sædvanlige« lyder logoet,  og det har ansporet uddeler Brian Kamper til ideen om en årlig tilbagevendende motionsdag for borgerne, hvor formålet er at samle ind til en god sag.
- Vi har besluttet os for at lave en motionsdag i Galten by, hvor de penge, der samles ind, alle går til et godt formål. 
I år er det Danmarks Indsamlingen, brugsen samler ind til, men tanken er, at det hvert år i slutningen af september skal være et nyt formål, der samles ind til, ligesom motionsformen også vil skifte fra år til år.
- Det kan f.eks. også være et motionsløb, et sæbekasseræs eller sågar en svømmetur i en ny sø i Galten-Skovby, smiler Brian Kamper og fortsætter.
- Ideen er, at pengene skal gå til et godt formål. Enten noget, der er til glæde for byen eller til en sag, hvor byen vil stå som afsender på det indsamlede beløb. Hvad det er, beslutter vi fra år til år, forklarer Brian Kamper.
Præmier
Som arrangører af cykelløbet sponsorerer SuperBrugsen Galten pølser og sodavand efter løbet, ligesom der vil være hele tre poster på strækningen, med forsyninger af vand og frugt. 
Dertil giver brugsen GMF gavekort ved lodtrækning blandt forhåndstilmeldte deltagere samt præmier til de deltagere, der tilbagelægger flest kilometer og indkører flest penge.
Cykelløbet køres ad en rute på 1,5 km, der går i en rundstrækning med udgangspunkt ved Torvet. Der kan maksimalt køres i en time, og hver runde, man kører, noteres. 
Hver en krone tæller
Alle kan deltage, og deltagerne inddeles i tre grupper, henholdsvis under ti år, mellem 11 og 14 år og over 15 år.
Om man skaffer sig en eller flere sponsorer er op til de enkelte deltagere og beløbet, der doneres pr. kilometer er ligeledes helt åbent.
- Det er for alle, som har lyst til at få en god oplevelse med familie, venner eller naboer, hvor man kan få en hyggelig dag og samtidig gøre noget for et godt formål. 
- Vi håber, at der er rigtig mange, der vil deltage. Man skal huske, at hver krone tæller i den store indsamling, siger Brian Kamper.
Tilmeldingsblanketter, løbenummer og sponsorliste, der skal udfyldes, kan hentes i SuperBrugsen Galten. 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-