1. august er det 50 år siden tømrermester Hans Dam, Stjær etablerede sin virksomhed Hans Dam Huse.
I den anledning har TV-manden Palle Hansen fra Stjær besøgt bysbarnet og lavet et ni minutter langt videoindslag, der kan ses på Youtube.
Undervejs på turen rundt i værkstedet på Nyvangsgaarden fortæller den nu 77-årige Hans Dam om, hvorledes han og hustruen Linda havnede i Stjær og derfor samtidig kan fejre 45 år som Stjær-borgere.
Hans Dam var ellers født på Mors og landmandssøn i en søskendeflok på seks. Moderen frarådede ham at blive landmand, for det mente hun ikke, at man rigtigt kunne leve af. Så ville Hans i stedet være fisker, men det modsatte moderen sig, for det kunne man dø af.
Således endte det med, at Hans Dam efter 8. klasse kom i lære som tømrer. Han husker, at lærlingelønnen var på 1 krone og 5 øre. Med 45 timer om ugen beløb det sig til 48 kroner om ugen. Da han var udlært steg timelønnen til 10 kroner.
Oldboysfodbold og menighedsråd
I videoindslaget viser Hans Dam rundt og fortæller om bl.a. gammelt værktøj og arbejdsmetoder.
Han beretter også om et højskoleophold i Tommerup på Fyn, hvor han traf sin kone Linda, der stammer fra Borum, og knyttede venskaber for livet.
Parret har været gift i 53 år og har opfostret fire børn på gården i Stjær, som er blevet parrets base i livet.
Det var også Stjær han i sin tid spillede oldboys-fodbold på hold med blandt andre tidligere borgmester Jens Grønlund, ligesom han gennem 16 år var medlem af Stjær Menighedsråd.
Mon ikke mange benytter lejligheden til at hilse på jubilaren når der lørdag d. 1. august kl. 13-17 er indbudt til åbent værksted og have på Jeksenvej 9 i Stjær.
