»Tak fordi du - stadig - handler lokalt«

Image
»Tak fordi du - stadig - handler lokalt«
Formanden for Galten Markedsførings Forening, Christian Berger oplever, at det lokale handlende ser lyst på 2014.
Formanden for den lokale handelsstandsforening - Galten Markedsføringsforening, Christian Berger, ønsker at mane dommedagsprofetier i jorden.
»De lukker nok alle sammen lige om lidt.«
Den dommedagsprofeti har formanden for Galten Markedsføringsforening, Christian Berger, hørt så mange gange i den seneste tid, at han finder anledning til at gå i rette med en - måske - udbredt opfattelse blandt en del lokale borgere.
»Den kører rigtig meget derude lige nu, at butikkerne snart lukker fra en kant, og det er bestemt ikke tilfældet,« siger Christian Berger.
Han spekulerer i, om det er det netop gennemførte trafikforsøg, der har sat gang i sortsynet, eller om det er de tomme butikslokaler som giver næring til den pessimisme, der imidlertid ikke deles af hverken GMF-formanden eller flere af de andre butiksindehavere i Galten.
Kampagne har manet til eftertanke
»I GMF ser vi meget lyst på fremtiden. Jeg har talt med en stribe af foreningens medlemmer, og de siger samstemmende, at det går rigtig godt i øjeblikket. Alle er kommet godt i mål i 2013, og de ser væsentligt lysere på 2014,« siger Christian Berger.
GMF-formanden vurderer, at den iværksatte »Tak fordi du handler lokalt«-kampagne har sat nogle tanker i gang hos de lokale borgere om værdien af et lokalt handelsliv.
»Og det er stadig vigtigt, at man placerer så meget handel som muligt hos de lokale butikker. Jeg vil komme "mørkemændene" så meget i møde, at fremtiden for de lokale butikker naturligvis står og falder med, at kunderne bakker op. Derfor er det hjælp til selvhjælp at handle lokalt, hvis man ønsker, at der også i fremtiden skal være et godt butiksliv i Galten, og det gør vel alle,« sammenfatter Christian Berger og opfordrer derfor til en fortsat bevidsthed om at handle lokalt.
Nye aktiviteter på bedding
I GMF-regi bebuder formanden nyskabelser på aktivitetsfronten.
»Der kommer til at ske flere nye aktiviteter i det kommende år. Vi vil genindføre de tidligere open by night-arrangementer, og desuden arbejder vi på at afholde nogle arrangementer, der vil involvere områdets skoler,« lyder det fra Christian Berger.
Sluppet billigere end de fleste andre byer
En torn i øjet er selvsagt de tomme forretningslokaler, der p.t. er synlige i bybilledet.
»Vi arbejder løbende med at finde lejere til de pågældende lokaler, og der har faktisk været flere, der gerne ville leje, men som ikke har kunnet rejse kapitalen,« siger Christian Berger og tilføjer:
»Samtidig er det værd at notere, at hvad angår tomme butikslokaler og butiksdød, så er Galten sluppet væsentligt blidere end de fleste andre byer.«
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-