Torsdag den 30. juli kl. 19.30 er Bio Huset klar med den første af sensommerens tre torsdagskoncerter på Torvet.
Med varsel om 25°C i aftentimerne er der lagt op til en skøn aften på Torvet når Bio Huset efter feriepausen tager hul på de tre sidste gratis luftskoncerter i denne sæson. Det sker torsdag kl. 19.30.
»Inden ferien sluttede vi med glad folkemusik og lidt dans i gruset foran scenen, i koldt blæsende sommervejr. Hvis prognoserne holder starter vi anden halvdel af koncertrækken i flot sommervejr og med glad swingende jazzmusik. Vi får nemlig besøg af Ry Jazzværk, som stiller med fire mand og er klar til at levere traditionel jazzmusik,« fortæller Tove Severinsen fra gruppen, der står bag de populære sommerkoncerter.
Ry Jazzværk, som normalt består af seks mand, har bl.a. spillet til havnekoncerterne i Ry og til Riverboat i Silkeborg.
»Det er orkestrets premiere på scenen i Galten og vi glæder os til at byde dem velkommen,« siger Tove Severinsen.
