Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis
Bodil Kaastrup fra Porskjær Sct. Georgs Gildet overrækker fredslyset til lokalbetjent Svend Ovesen.

Stemningsfuld velkomst til Fredslyset

Fredslysets årlige komme til Galten med efterfølgende gudstjeneste og medvirken af Galten Gospel & Swingkor er en stemningsfuld tradition, der medvirker til at lyse op i den mørke årstid.

I år fik lokalbetjent Svend Ovesen æren af at modtage flagermuselygten med den symbolske flamme, der er tændt ved den evige flamme i fødselsgrotten i Bethlehem og siden er transporteret til mange hjørner af Europa via tognettet.

Det er Porskjær Sct. Georgs Gildet, der står bag den lokale gren af arrangementet og en lille skare af fremmødte dannede procession fra det gamle rådhus og gennem byen, hvor en fyldt kirke ventede.

Droppede planlagt prædiken

Alterlysene blev naturligvis tændt ved fredslys-flammen og sognepræst Lise Rind forestod en utraditionel gudstjeneste med rum for improvisation. I begejstring over fredslys-budskabet skrinlagde hun på stedet sin planlagte prædiken og berettede i stedet fra en af forfatteren Selma Lagerlöfs fortællinger.

Galten Gospel & Swing bidrog på sædvanlig smuk og alsidig vis med så forskellige sange som »For der er lys i det fjerne«, Sebastians »Du er ikke alene« og til slut en rigtig gospelhymne »This little light of mine«.