Spillemandsmusik der swinger

Image
Spillemandsmusik der swinger
Maltekspressen står klar på Bytoften torsdag kl. 19.30
til at give publikum en glad oplevelse med spillemands-
musik, når det er bedst.
Maltekspressen leverer festlig og livsglad spillemandsmusik torsdag på Bytoften i Galten.
Maltekspressens muntre spillemandsmusik har nu i snart 20 år fået publikum til at springe op af stolene for at danse, synge og klappe. 
Der er nemlig gang i den, når Maltekspressen spiller, hvad enten gruppen spiller de traditionelle danske spillemandsmelodier eller bevæger sig uden for landets grænser og kaster sig over folkemusik fra resten af Norden eller for den sags skyld andre kontinenter. 
For eksempel har Maltekspressen været en tur omkring Grønland for at hente inspiration til sin festlige og livsglade musik, som absolut ikke har noget med hverken halm i træskoene eller kvasthuer at gøre, forsikrer musikerne. 
Til gengæld forvandles tilhørernes sandaler og røjsere som ved et trylleslag til dansesko, når Maltekspressen kører for fuldt tryk fra Flensburg via Tønder, Mosstock, Midjysk Folkemusikfestival og Strib til Skagen, når det går løs.
Noder og unoder
Kvintetten råder over såvel en første som hele to andenvioliner og harmonika, mens "maskinrummet" alias rytmegruppen spiller derudaf på guitar og bas og finder på finurlige noder og unoder samt bryder ud i sang og blæs af og til.
Gruppen består af Jan Dehlholm på violin, Poul Mogensen på violin og harmonika, John Bjerre på violin, percussion og vokal, Aage Grønberg på guitar, mandola og stortromme, Søren Bosen på  bas og blæs. Med i truppen skal også regnes  gruppens lokale lydmand, Einar Westberg.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-