Politikere tog det første spadestik til friplejehjem

Image
Borgmester Frands Fischer og formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget i Skanderborg Kommune, Jens Szabo foretog i fællesskab det symbolske første spadestik i kommunens første friplejehjem. Det opføres i Hårby.

I torsdags blev spadestik til Hårby Friplejehjem markeret.

Byggeriet er igangsat efter cirka fem års forarbejde. Både borgmester Frands Fischer og formand for Socialudvalget, Jens Szabo talte begejstret om projektet, som er det første friplejehjem i Skanderborg Kommune.

Initiativet er i tråd med Skanderborg Byråds principbeslutning om at skabe rammer for nonprofit plejehjem i Skanderborg Kommune.

»Det var en glædens dag for de cirka 50 mennesker, der mødte op på byggegrunden trods silende regn og blæst,« lyder det fra initiativtagerne.

Søren Erik Pedersen, som er formand for Friplejehjemmets bestyrelse ytrede taknemmelighed over den store opbakning, som både politikere og lokale borgere viser Hårby Friplejehjem. Og ikke mindst lød en stor tak til Sparekassen Danmark samt borgere i lokalområdet, der har ydet lån og doneret til projektet.

Livlig aktivitet i arbejdsgrupper

Sideløbende med byggeriet, er der også livlig aktivitet i arbejdsgrupper på tværs af Støtteforening og Friplejehjem og arbejdet med at tiltrække beboere er også så småt i gang.

»Der er blandt andet en gruppe som arbejder med frivillige, som vil lave hyggelige aktiviteter for plejehjemmets beboere. En anden gruppe arbejder for attraktive udearealer med gedefold og hønsegård, som både beboere og lokalsamfund kan nyde at besøge. Andre grupper arbejder med økonomi, følger byggeriet, forbereder ansættelse af leder og meget mere,« fortæller Helle O. Thomsen fra Den selvejende Institution Hårby Friplejehjems bestyrelse og tilføjer:

»Med en naturskøn beliggenhed i De 7 Dale gives fantastiske rammer for et godt ældreliv. På samme tid er projektet med til at skabe både arbejdspladser og frivillighed. Et fællesskab, hvor man kommer hinanden ved og bidrager med stort eller småt alt efter hvad man har ressourcer til. Til gengæld får man glæden ved at lære nye mennesker at kende og ved at gøre noget for sine medmennesker.«

Læs Galten Folkeblad 29. oktober 2025

Del på
By Goul

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block