Image
66-årige Gunni Østergaard Pedersen fra Låsby har netop som en del af velgørenheds-cykelholdet Cykelnerven været sydpå i fem dage for at bestige bjerge på nogle af de strækninger Tour de France-rytterne også kører på. Her ses Gunni på toppen af Finahu-Emosson.
Den udfordrings-parate cykelmotionist Gunni Østergaard Pedersen fra Låsby nåede i lørdags så langt op ad Mont Blanc som det er muligt at køre på cykel. Læs hans beretning om turen her.
Af Gunni Østergaard Pedersen, Låsby
Nej, man kan ikke cykle til toppen af Mont Blanc, men i lørdags cyklede jeg så langt, man kan op af det berømte bjerg, Europas højeste.
Her søndag aften, lige landet i Billund, kan jeg se tilbage på en 5-dages tur med 250 andre cyklister og en stor flok af hjælpere, som en oplevelse, jeg aldrig ville have været foruden.
Vi startede onsdag med at flyve til Chamonix, hvor vi blev forenet med vore cykler, der var bragt derned i forvejen. Der blev lige tid til en tur for at tjekke om cyklerne var ok og få stivheden ud af kroppen efter rejsen.
Torsdag morgen startede vi ud i regnvejr, og efter en tur på 54 km i kuperet terræn (og dårlige veje) nåede vi til Col de la Ramaz, hvor vi fik tørvejr, men efter nedkørslen fik regnen igen fat. De fleste opgav turen ud til og op ad Col de Joux Plane, men for os, der tog turen var oplevelsen hård og kold, især nedkørslen, som var vanskelig og meget kold. Jeg oplevede sammen med nogle stykker, at måtte holde for en flok køer, der skulle over vejen.
Dagen efter, fredag, startede vi igen ud i regn, havde en stigning og en nedkørsel, hvorefter vi var i Schweiz, og det blev tørvejr resten af dagen. Her kørte vi først Finhau-Emosson, hvor vi fra toppen havde udsigt til den opdæmmede Emossonsø, og derpå Col de la Forclaz. Disse to bjerge udgør en etape i årets Tour de France, sluttende på Emosson. Rolf og Ritter spår, at årets tour afgøres her.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 21. juni 2016
Del på
Af Gunni Østergaard Pedersen, Låsby
Nej, man kan ikke cykle til toppen af Mont Blanc, men i lørdags cyklede jeg så langt, man kan op af det berømte bjerg, Europas højeste.
Her søndag aften, lige landet i Billund, kan jeg se tilbage på en 5-dages tur med 250 andre cyklister og en stor flok af hjælpere, som en oplevelse, jeg aldrig ville have været foruden.
Vi startede onsdag med at flyve til Chamonix, hvor vi blev forenet med vore cykler, der var bragt derned i forvejen. Der blev lige tid til en tur for at tjekke om cyklerne var ok og få stivheden ud af kroppen efter rejsen.
Torsdag morgen startede vi ud i regnvejr, og efter en tur på 54 km i kuperet terræn (og dårlige veje) nåede vi til Col de la Ramaz, hvor vi fik tørvejr, men efter nedkørslen fik regnen igen fat. De fleste opgav turen ud til og op ad Col de Joux Plane, men for os, der tog turen var oplevelsen hård og kold, især nedkørslen, som var vanskelig og meget kold. Jeg oplevede sammen med nogle stykker, at måtte holde for en flok køer, der skulle over vejen.
Dagen efter, fredag, startede vi igen ud i regn, havde en stigning og en nedkørsel, hvorefter vi var i Schweiz, og det blev tørvejr resten af dagen. Her kørte vi først Finhau-Emosson, hvor vi fra toppen havde udsigt til den opdæmmede Emossonsø, og derpå Col de la Forclaz. Disse to bjerge udgør en etape i årets Tour de France, sluttende på Emosson. Rolf og Ritter spår, at årets tour afgøres her.
Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 21. juni 2016
