Overrask familien med hjemmebagte fastelavnsboller

Image
Mona Halds fastelavnsboller

Ikke alene smager fastelavnsboller himmelsk. De er samtidig en god vintertradition. Her fortæller Mona Hald om baggrunden for fastelavn, og giver en enkel bageopskrift.

Af Mona Hald, tidligere hjemkundskabslærer ved Gyvelhøjskolen

Det er snart fastelavn. Og så skal der altså fastelavnsboller på bordet. Børnene elsker dem, og vi voksne kan også lide dem.

Fastelavn var oprindeligt for katolikkerne en stor fest inden 40 dage, hvor de fastede. Fastetiden markerer de 40 dage, Jesus fastede i ørkenen efter sin dåb.

Fastelavn var en højtid, hvor man tillod sig at spise og drikke meget og alt det, som i fastetiden ville være forbudt. Ved fastelavnsfesten var der tradition for, at man klædte sig ud – legede karneval – og der var meget stor løssluppenhed. I fastetiden måtte man ikke spise bl.a. hvidt brød eller kød; ordet ”karneval” betyder ”farvel kød”.

Tidligere var det voksen-festligheder. Det var også de voksne, der klædte sig ud. I dag er fastelavnsfest primært børnenes fest, og traditionen med udklædning holder stadigvæk. Og der må ikke mangle fastelavnsboller.

Opskriften på disse fastelavnsboller er en gammel og rigtig god opskrift; der er fyld både indeni og ovenpå. Jeg foretrækker remonce og vaniljecreme, men man kan naturligvis bruge både æblemos, eventuelt forskellige slags marmelader eller blød nougat/revet chokolade.

Fastelavnsboller
(18 stk.)

1½ dl mælk
50 g gær
150 g smør
3 ss sukker
¾ ts salt
2 æg
375 g mel

Fyld: remonce:
75 g smør
75 g sukker
75 g marcipan

Fyld: kagecreme:
3 æggeblommer
3 ss sukker
1½ ss majsstivelse
korn af 1 stang vanilje
2 ¼ dl mælk

Pensling:
æggestrygelse

Pynt: glasur:
1½ dl flormelis
ca. 1 ss kogende vand

Remoncen røres sammen. Kage-cremen koges og afkøles.
Mælken lunes, hældes op i en skål, gæren opløses heri. Tilsæt de øvrige ingredienser på en gang og ælt dejen kort. Dejen hæver tildækket et lunt sted ca. 15 min.
Dejen slås ned, deles i to kugler, der rulles ud i et kvadrat, ca. 32 x 32 cm. Dejstykket skæres ud i 9 små kvadrater. På hvert dejstykke lægges 1 ts remonce, og dejstykket lukkes godt sammen om remoncen og anbringes på plade med lukningen nedad og trykkes flade.
Hviler ca. 5 min. Tryk derefter forsigtigt et hul ned i hver bolle med tommelfingeren, og heri fyldes en ts kagecreme. Hæver ca. 20 min. på et lunt sted. Pensles.
Bages midt i ovnen ved 225°C i ca. 12 min. Efter afkøling pyntes bollerne med glasur i en ring omkring cremen.

Del på
Decoplant

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-