Den kommende helhedsplan for Galten midtby skal være med til at skabe en mere tryg, grøn og sammenhængende midtby med bedre forhold for fodgængere, cyklister og byliv. Nu er der lavet en trafikanalyse, som giver flere bud på, hvordan det kan lade sig gøre.
På det seneste temamøde i Økonomi- og Erhvervsudvalget og Klima-, Miljø- og Planudvalget drøftede de folkevalgte flere bud på hvordan midtbyen i Galten kan fredeliggøres.
Udfordringen i dag er, at den gennemkørende biltrafik fylder meget i midtbyen – især på Torvet og Søndergade. Det hæmmer bylivet og oplevelsen af tryghed.
En analyse af trafikken og adfærden i midtbyen giver flere bud på løsninger - fra mindre justeringer i trafikken til mere omfattende omlægninger - herunder bedre cykelforbindelser, ændrede vejforløb og mulighed for delvist bilfrie områder.
Derudover har Galten Cityforening bidraget med gode input, som blandt andet går ud på at lukke biltrafikken på Torvet fra øst samt at dæmpe trafikken på Søndergade ved at gøre den til gågade med kørsel tilladt.
»Forslaget fra Cityforeningen er rigtig interessant, fordi det giver mulighed for udeservering og aktiviteter på Torvet, mens cyklister skal deles om pladsen med biltrafik på de omkringliggende gader,« siger borgmester Frands Fischer.
Ingen biltrafik fra øst på Torvet
Begge udvalg enedes om at arbejde videre med forslaget fra Cityforeningen samt to af analysens fire scenarier, hvori gående og cyklister prioriteres.
Det betyder, at cykelinfrastrukturen styrkes med særlig fokus på skoleruter og en cykelsti på tværs af Torvet/midtbyen.
Derudover skal der fokus på Torvets indretning og biltrafikken fra øst til Torvet skal stoppes. Biltrafikken i Søndergade fastholdes, men gaden fredeliggøres og hastigheden sænkes.
Det vil skabe et roligere og mere trygt bymiljø med bedre rammer for ophold og handel – samtidig med at der opretholdes en rimelig biladgang og tilgængelighed for handlende.
Forslaget til afvikling af trafikken danner grundlag for det videre arbejde med den kommende helhedsplan for Galten Midtby.
