Nyt vejarbejde indledes i Skovby

Image

I denne uge går Skanderborg Kommune i gang med at øge trafiksikkerheden omkring Hørslevvej i Skovby. Første del af vejarbejdet forventes afsluttet til foråret.

Alle, der færdes omkring Hørslevvej i Skovby, skal i den kommende tid være ekstra opmærksomme i trafikken. Skanderborg Kommune går nemlig i gang med første etape af et vejarbejde, der skal højne trafiksikkerheden i området.

Første etape strækker sig fra T-krydset, hvor Hørslevvej møder Smedeskovvej og Skovlundvej, til Smedevænget. På Hørslevvej hæves kantstenen i sydsiden og på hjørnerne mod Smedevænget, og fortovet omlægges. I krydset Hørslevvej/Smedevænget laves en såkaldt hævet flade, der er med til at sænke hastigheden på vejen.

Såfremt projektet viser sig at være en succes, bliver der etableret hævede flader flere steder på Hørslevvej hele vejen frem til Præstbrovej. Samtidig sænkes den anbefalede hastighed på Hørslevvej til 40 km/t og der laves cykelbaner i begge sider af vejen.

»Der er meget trafik på Hørslevvej og mange krydsende børn og cyklister. Derfor skal hastigheden på vejen ned nu, så de bløde trafikanter i cykelbanerne og på fortovet kan føle sig trygge, når de færdes der,« siger Jette Schmidt, der arbejder med trafiksikkerhed i kommunen.

Hun appellerer til, at bilister på Hørslevvej bliver bedre til at lette foden fra speederen:

»Vi modtager desværre ofte henvendelser fra bekymrede borgere om, at der bliver kørt stærkt på strækningen. Og det er altså en vej, som rigtig mange skolebørn bruger. Det håber jeg, at de nye hastighedsdæmpende foranstaltninger kan være med til at minde bilisterne på Hørslevvej om.«

Skanderborg Kommune forventer, at første etape af ombygningen på Hørslevvej er færdig i foråret 2022.

Fokus på trafiksikkerhed

Vejarbejdet på Hørslevvej sker som led i et større arbejde for at højne trafiksikkerheden i området. I forbindelse med Skanderborg Forsynings arbejde i Skovby for et års tid siden, valgte man ikke at genetablere de gamle chikaner på den aktuelle del af Hørslevvej, idet chikanerne skabte farlige situationer, når biler og cyklister mødte hinanden i de skarpe sving. Derfor etablerer man nu nye trafikdæmpende foranstaltninger på strækningen.

Du kan følge projektet på skanderborg.dk/vejarbejde.

Læs Galten Folkeblad 15. december 2021

Del på
Centrum Tøj

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-