Ny omgang erindringsbio

Image
På onsdag slår Bio Huset i Galten atter dørene op til en omgang erindringsbio målrettet mennesker ramt af demens, men alle er velkomne.

Onsdag den 26. april kl. 14.00 gentages initiativet ”Erindringsbio” med film for mennesker med demens.

Ligesom ved premieren i oktober foregår det i et samarbejde mellem Ældre Sagen, Tjørnehaven og Bio Huset.

Det Danske Filminstitut har udarbejdet filmpakker til visning i biograferne.

Denne gang vises to korte film. Den første med titlen ”Et par ord om Danmark”, hvor Helge Kjærulff-Schmidt guider publikum gennem landet fra det brusende Vesterhav til Københavns gader. Man ser hverdagslivet i landbruget og industri.

Den anden fortæller om Søren på 15 år, som drømmer om at blive maskinist.

»Filmene varer tilsammen 26 min, og vi håber de vækker minder om en svunden tid, og kan bruges som afsæt til en snak om det levede liv,« lyder det fra arrangørerne.

Popcorn ved indgangen

Det er ganske gratis at se Erindringsbio og alle er velkomne. Også selv om man ikke er ramt af demens. Kender man mennesker, der bor i eget hjem, og som måske er ramt af demens, så tag dem under armen og med i biografen.

»Vi byder på popcorn ved indgangen til filmen, og kaffe og småkager efter filmen,« frister arrangørerne.

Har man brug for en ledsager, er man velkommen til at kontakte Elsebeth Jørgensen fra Ældre Sagen på tlf. 23 34 91 05.

»Vi glæder os til at byde velkommen til mennesker, som måske ikke har været i biografen i mange år, og håber at vi kan være medvirkende til, at fremkalde dejlige minder fra en svunden tid. Vi får denne dag besøg af repræsentant for Ældre Sagen, Thea Sletved, med henblik på at samle inspiration til en artikel i Ældre Sagens tidsskrift,« fortæller Tove Severinsen fra Bio Huset.

På DFI.dk – Erindringsbio kan man læse mere om projektet. DFI opfordrer til at benytte de mange småfilm, som er tilgængelige, som inspiration til samtale f.eks. under besøg på et plejehjem.

Læs Galten Folkeblad 19. april 2023

Del på
Bio Huset

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-