Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

OnlineAvis
Galten skal have et godt og sammenspillet byorkester. Det er visionen hos en initiativgruppe, der med den erfarne dirigent Rasmus Skou (billedet) i spidsen vil etablere Galten Byorkester og søger musikere hertil.

Nu skal Galten have eget byorkester

Lokale amatørmusikere efterlyses med henblik på etablering af et Galten Byorkester. Opstartsmøde afholdes den 1. februar.

Et nyt, seriøst byorkester kan snart blive en realitet i Galten. Det er i hvert fald planen hos en gruppe amatørmusikere fra byen.

Herfra lyder visionen, at Galten skal have et godt og sammenspillet band, som under navnet Galten Byorkester kan spille forskellig musik ved diverse lejligheder. 

Til orkesteret søges voksne, seriøse musikere, primært messing- og træblæsere, og der lægges vægt på, at man har et vist niveau samt kan læse og spille fra noder, således at orkesteret kan kaste sig over sammenspil fra dag et.

- Drømmen er, at vi får et orkester i byen, hvor folk kan komme og spille for sjov, men alligevel på et seriøst plan, siger en af initiativtagerne bag projektet, Mette Clemens.

- Det fantastiske er, at man starter fra nul, og så får man det til at lyde af noget. Man sammensætter nogle mennesker, som måske ikke kender hinanden, men har det fælles mål, at det her skal blive et brag af en koncert, lyder  visionen fra Mette Clemens.

Orkesterplanerne er opstået som en udløber af Galten Tambourkorps, hvis aktiviteter siden sommeren har været stillet i bero. 

Tryk på blæserne

Visionerne for Galten Byorkester går dog i en markant anden retning, da sigtet som udgangspunkt er et orkester for voksne, og det er tanken, at grundsubstansen i orkesteret skal lægges af blæseinstrumenter, ligesom der også skal være slagtøj i begrænset omfang. 

Hvilken musik, der skal spilles, afhænger naturligt nok af, hvilke musikere der møder op, men intet afvises på forhånd. 

- Musikken skal afspejle, at det er et seriøst orkester, men vi kommer sandsynligvis også over i den lettere genre. Vi er ikke blege for at eksperimentere lidt i forhold til musikgenren. Men lad os nu se, hvem der dukker op til opstartsmødet. Det kan være, at instrumenteringen åbner nogle muligheder, vi i initiativgruppen ikke selv har set, fastslår Mette Clemens.

Læs hele artiklen i Galten Folkeblad 17. januar 2012