Motionister udfordres af østjyske bakker

Image
Motionister udfordres af østjyske bakker
Det velorganiserede »Det Østjyske Bakkeløb« med start og mål ved Næshøjhallen i Harlev nyder stor tilslutning blandt områdets mange cykelmotionister. I år forventer arrangørerne over 300 deltagere.
Forventning om 300 deltagere i »Det Østjyske Bakkeløb«.
For fjerde gang arrangerer Harlev Idræts Klub motionscykelløbet »Det Østjyske Bakkeløb«. Det sker i år onsdag den 8.august kl. 18.30.
- Vi glæder os til årets cykelløb, og vi tror på stor deltagelse, siger Kaj Sommer, der endnu engang er ansvarlig for løbet. 
- Sidste år deltog 263 personer, og i år forventer vi mindst 300 deltagere. Grunden til vores optimisme er sidste års store succes, hvor vi fik megen ros fra deltagerne. Det var første gang vi havde en længere rute på 56 km., og det benyttede rigtig mange sig af. 
Fortsat tre ruter
I år er sidstnævnte rute justeret, så den nu er nøjagtig 60 kilometer.
- I løbsudvalget skønner vi, at en rute med denne længde i et meget kuperet terræn tilgodeser langt de flestes behov, og så sikre vi også, at alle er hjemme inden det bliver alt for mørkt, fortsætter Kaj Sommer.
Løbet omfatter fortsat tre ruter, 13 km., 36 km. og som nævnt 60 km. Der er start og mål ved Næshøjhallen  i Harlev, og løbet går gennem det bakkerige område vest for Århus. 
Alle tre ruter omfatter løbet en række krævende op- og nedkørsler, og har dermed en betydelig sværhedsgrad. Den største stigning er på hele 17%.
- Som tidligere år henvender løbet sig både til den meget rutinerede cyklist, til den gode motionist og til hele familien, fastslår Kaj Sommer og understreger, at man også i år har store forventninger til, at mange børnefamilier vil benytte denne mulighed for at opleve det smukke landskab. 
Igen i år er der gratis adgang for børn indtil 12 år, og arrangørerne er overbeviste om, at alle kan klare den korte rute på 13 km.
Vigtigt at få rørt sig
- Løbet er kommet for at blive. Blandt andet fordi det er yderst vigtigt, at så mange som muligt får rørt sig. Motion er en vigtig ting, og det er godt for helbredet, understreger Kaj Sommer.
Arrangørerne tæller en mindre gruppe af tidligere ledere i HIK.
- Det er fortsat både sjovt og givende for os alle. Men naturligvis også krævende, og derfor er vi glade for det samarbejde der er etableret med klubbens nye løbe- og motionsafdeling. Nye unge kræfter, der hjælper til og sikrer, at motionsløbet også gennemføres med kvalitet næste år, ja, langt ud i fremtiden, siger Kaj Sommer.
Forbeholdt motionister
Løbet er et motionsløb, som derfor er forbeholdt motionister. Dette indebærer, at deltagerne skal overholde de almindelige færdselsregler. Ruterne vil være forsynet med pileskilte, og der vil være officials placeret på rutens vigtigste positioner.
Der er depoter på ruterne, så man kan få en forfriskning undervejs inden det går hjemad mod målet i Harlev. Her venter der grill-pølser til alle, sponsoreret af Harlev-Framlev Grundejerforening.
Som tidligere år, er der tidtagning og ved målet kan alle få udskrevet et diplom med angivelse af køretid, og så anbefaler arrangørerne i øvrigt, at alle bruger cykelhjelm.
Vedrørende detaljer og tilmelding henvises til annoncen på side 6.
Kort over ruterne og yderligere info om Det Østjyske Bakkeløb kan ses på www.harlev-ik.dk/Cykling  
 
 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-