I weekenden 15.-16. august var Galten-Skovby Bueskydning repræsenteret med fire skytter til DM i Aalborg i U12 og U14.
Klubbens skytter ydede en fin præstation under lørdagens kvalifikationsrunde som var stærkt påvirket at kraftig vind som udfordrede alle de 120 deltagende skytter. Om søndagen var der finale-skydninger.
I U12, Barbue var klubben repræsenteret af Mads og Liam, som nåede til kvartfinalen hvor de begge viste flot skydning og stærk mentalitet, men måtte give fortabt efter et par meget spændende og tætte matcher.
I Langbue U12 og Barbue U14 var klubben repræsenteret af henholdsvis Sebastian og Buster, som begge nåede helt til guldfinalen og vandt hver deres DM titel – en stor og velfortjent præstation af begge skytter.
Er bueskydning en sport for dig?
Galten-Skovby-Bueskydning holder søndag d. 6. september åbent hus og inviterer alle interesserede til at prøve bueskydning på buebanen ved Klank Idrætscenter.
Buernes dag er et landsdækkende arrangement hvor Bueskydning Danmark i samarbejde med lokale klubber holder åbent hus så alle interesserede kan komme og prøve bueskydning uanset alder, niveau eller forudgående kendskab til sporten.
Galten-Skovby Bueskydning sørger for udstyr og folk der kan instruere og svare på spørgsmål om bueskydning.
Er du klar til at prøve noget, der stikker ud fra det sædvanlige, så er chancen der søndag d. 6. september kl. 12-15 på banerne ved Baunevej 11 i Skovby.
»Tilmelding er ikke nødvendig - bare duk op. Tag vennerne og familien med. Vi lover en sjovere søndag end Netflix og kaffe,« lyder det fra bueskydningsforeningen.
