Massivt forsalg til Galten Byfest

Image
Orkestret Tennis kommer til at spille for en udsolgt fest onsdag aften i byfestteltet.

Alt er klappet og klart til Galten Byfest 2019. Nu også med afskedsreception for lokal klubleder gennem 39 år.

»Som helhed har jeg en god mavefornemmelse. Vejrudsigten er også begyndt at love mere sol end regn. Det ser godt ud, og jeg glæder mig meget til at komme i gang,« siger Søren Riis fra Galten Byfest og tegner et øjebliksbillede to døgn inden det går løs fra onsdag eftermiddag.

»Vi er godt med. Alt angående opstillingen er gået rigtig godt, og billetsalget til onsdag aften er helt vildt. Vi forventer 700-750 gæster. 500 af dem spiser tarteletter. Resten kommer bagefter,« siger Søren Riis om at det udsolgte arrangement, som skal ses i kontrast til de foregående år med 200-300 gæster onsdag aften. Kodeordet er angiveligt, at der i år er fri bar inkluderet i billetprisen.

Run på comedy-billetter

Der er udsolgt til onsdagsfesten i teltet. Det bliver efter alt at dømme også tilfældet til torsdagens comedy night med Linda P, Carsten Bang og Kasper Gross på scenen.

»Vi har cirka 100 billetter tilbage til stand up, ud af de 800 som er maksimumantallet i teltet når publikum skal sidde ned. Der bliver helt sikkert udsolgt,« konstaterer Søren Riis.

Champions League-finale er en hård konkurrent

Fredagens ungdomsfest har han sværere ved at sige noget konkret om.

»Til de tre diskoteks-arrangementer er der p.t. solgt omkring 650 billetter, men vi forventer en del flere. Salget er på samme niveau som de tidligere år på dette tidspunkt. Billetterne bliver gerne købt de sidste dage eller på selve dagen,« siger Søren Riis.

»Til Den store fest lørdag går det lidt trægt. Jeg tror at det skyldes Champions League-finalen samme aften, men vi håber, at folk kommer ned i teltet når kampen er slut. Det var tilfældet et andet år hvor vi var i konkurrence med Champions League-finalen,« siger Søren Riis.

Afskedsreception for Tage Nielsen

I skrivende stund er der solgt 450 billetter til lørdagsfesten, og der plejer at være 800 i teltet til en god lørdagsfest ved Galten Byfest.

Et helt særligt program-punkt er i 11. time blevet en del af Galten Byfest. Dette i kølvandet på at det i sidste uge blev bekendtgjort at Tage Nielsen er fratrådt efter 39 år som leder af Galten Junior og Ungdomsklub.

Lokale borgere taget initiativ til at arrangere en afskedsreception for den afholdte klubleder, og forhørte sig hos Galten Byfest om det var muligt at låne teltet til formålet.

Således bliver der mulighed for at hilse og hylde Tage Nielsen fredag kl. 14-15.30 i byfestteltet.

Læs Galten Folkeblad 28. maj 2019

Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-