Massiv træfældning i Wedelslundskoven

Image
Massiv træfældning i Wedelslundskoven
Frank Lærke er selvstændig skovrider med base i Sorring. Han forestod det omfattende fældningsarbejde i Wedelslund Skov i sidste uge.
Cirka 1.000 asketræer er på det seneste blevet fældet i Wedelslundskoven.
Flere trafikanter på Wedelslundvej undrede sig i onsdags over at vejen var spærret af. Det skete af sikkerhedsmæssige årsager i fire timer i forbindelse med, at en mængde asketræer i Wedelslundskoven blev fældet. 
Hvor det for år tilbage var Elmesygen, der hærgede, er det nu asketoptørre, der tilsyneladende får alle asketræer til at dø.
- Det er en svampesygdom, som kun asketræer får. Hvor elmesygen spredtes af en bille, er der her tale om en luftbåren sygdom, som spreder sig stille og roligt, så der er ikke noget at stille op. Dermed vil der næppe være ret mange asketræer tilbage i Danmark om få år, konkluderer skovrider Frank Lærke fra Sorring, der varetager driften af Wedelslund Skov. 
Sikkerhedsrisiko
Fælder man ikke selv asketræerne, vil de derfor efter alt sandsynlighed langsomt gå ud fra toppen og ned. 
- Vi fælder dem nu. Dels for at de ikke skal udgøre en sikkerhedsrisiko, når de til sidst vil falde ned og dels for at bjærge træerne, imens de stadig har værdi, forklarer Frank Lærke.
Den bedste del af de skovede asketræer går til eksport, imens resten primært går til brænde og flis.
Nu venter et større arbejde med at plante nye træer. Her bliver primært plantet bøg, ahorn og eg samt - på de mest våde områder - også rødel.
- Man forynger jo skoven nu, og det er noget, der skulle ske alligevel, fordi skoven var ved at nå en alder, hvor man genplanter af fri vilje, siger Frank Lærke, der har været skovrider siden 1989.
Usædvanligt mange
Han bekræfter, at det hører sjældenhederne til, at man er nødt til at fælde så mange træer på en gang.
- Det er første gang, jeg har været med til at gå så drastisk til værks i en skov, hvor sygdom er årsagen. Samtidig er det lidt usædvanligt, at der er så meget ask i en skov, siger Frank Lærke, der skønner at ask udgjorde cirka 20-25 procent af Wedelslundskoven.
- Ærgrelsen går mest på, at man skal fælde det hele på en gang, da det gør prisen dårligere. Når træet er ved at blive sygt, falder det desuden i værdi. Så rent økonomisk taber man på det. 
Sidst på ugen var fældningsarbejdet overstået. Tilbage venter nu arbejdet med at bringe træerne ud til vejen og stakke dem. 
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-