Forsamlingshusene i både Lillering og Stjær er blandt modtagerne af store beløb i forbindelse med Nordea-fondens seneste udlodning.
Lillering Forsamlingshus har fået 362.880 kr. fra Nordea-fonden til bevaring og fornyelse af Lillering Forsamlingshus, der vil bidrage til at renovere og styrke fællesskabet i Lillering.
Med støtten fra Nordea-fondens Renoveringspulje kan Lillering Forsamlingshus nu igangsætte en tiltrængt renovering af huset, der blandt andet omfatter nyt tag på tilbygningen, efterisolering af loftet samt udskiftning af døre og vinduer – herunder en opgradering af hele indgangspartiet med etablering af niveaufri adgang, så alle lettere kan komme ind. Et renoveringsønske der har været i støbeskeen siden færdiggørelsen af genopbygningen af den store sal.
Bestyrelsen, repræsenteret ved næstformand Claus Fraussing Nielsen er meget begejstret over støtten:
»Vi er utrolig glade og stolte over at have modtaget denne støtte fra Nordea-fonden. Det betyder rigtig meget for Lillering Forsamlingshus og for alle vores brugere – og for os frivillige, der arbejder for at holde huset tidssvarende og attraktivt for brugerne. Det er en stor anerkendelse af det lokale engagement og fællesskab.«
Med renoveringen håber Lillering Forsamlingshus at kunne reducere energiforbruget, øge tilgængeligheden for alle og sikre forsamlingshusets langsigtede bevaring såvel som at bidrage til det lokale fællesskab.
»Med renoveringen kan vi sikre, at Lillering Forsamlingshus også i fremtiden er et tilgængeligt og indbydende samlingssted for alle. De nye forbedringer – herunder bedre energiforhold og niveaufri adgang – betyder, at endnu flere får mulighed for at deltage i fællesskabet og bruge huset til både store og små begivenheder,« siger Claus Frausing Nielsen.
554.729 kroner til Stjær
Tilsvarende har Stjær Forsamlingshus modtaget en stor økonomisk håndsrækning fra Nordea-fonden - helt præcis 554.729 kr. til renovering af forsamlingshuset.
Nordea-fonden har uddelt i alt 88,5 mio. kr. til 159 projekter gennem Renoveringspuljen, som støtter grønne og sociale forbedringer af lokale mødesteder over hele landet. 669 ansøgninger kom ind fra både små og store fællesskaber.
Projekterne har fokus på grøn omstilling, f.eks. energirenovering og tilgængelighed, og fordeler sig over hele landet.
»Vi er blevet overvældet af interessen og den stærke lokale vilje til at bevare og renovere de steder, hvor vi mødes, og engagerer os i fællesskaber,« siger Henrik Lehmann Andersen, adm. direktør i Nordea-fonden.
