Lillering Forsamlingshus’ sal nedrevet efter olieforurening – men genopføres

Image
Lillering Forsamlingshus ligner aktuelt kun en skygge af sig selv. Næsten hele bygningen med den 133 år gamle sal er nedrevet som følge af et olieudslip, der er sivet ud i jorden under forsamlingshuset.

Mange trafikanter, der har kørt gennem Lillering i den seneste tid, har formentlig spærret øjnene op og tænkt: Hov, der mangler da et forsamlingshus!

Det kalder på en forklaring og den kommer her:

»Vi har desværre haft et olieudslip fra vores oliefyr i den store sal. I foråret 2021 havde en servicemand efterset oliefyret. Han havde desværre glemt at lukke for en ventil, der så gjorde, at næsten en hel tank oile løb ud og ned i jorden under huset,« fortæller bestyrelsesmedlem i Lillering Forsamlingshus Annette Back Pelsgaard.

»Vi blev først opmærksom på problemet en måneds tid senere. Vi har nemlig automatisk oliepåfyldning, og kunne jo ikke forstå, at den allerede skulle fyldes igen. Først under en påfyldning af vand opdagede formanden, at der sprøjtede olie ud, når fyret kørte. Der blev straks slukket for fyret og en servicemand tilkaldt. Han erkendte med det samme, at han havde glemt at spænde en ventil.«

Vægge ville formentlig vælte

Derfra kom olieselskabets forsikring ind over sagen. Der blev taget diverse prøver af jorden under salen, forsamlingshusets kaffestue samt udenfor huset.

»Der blev fundet olie i jorden, hovedsageligt under den store sal, og så langt ned i jorden at man ikke bare kunne grave det væk uden at væggene ville vælte. Derfor er den store sal blevet revet ned, hvorefter den forurenede jord graves væk og en ny sandpude lægges på,« forklarer Annette Back Pels­gaard.

Derefter bygges den store sal igen på kaffestuen og huset bliver atter helt.

Igennem fonde har bestyrelsen søgt midler, så der samtidig kunne komme nyt tag på resten af huset også. Man har også søgt midler til udskiftning af de resterende vinduer i resten af huset. Der er endnu ikke kommet svar på disse ansøgningerne.

Kommende sal bliver en smule større

Byggeriet er blevet lovet færdigt til ultimo april 2023.

»Bygningen bliver i samme stil og helt samme størrelse, da den placeres på samme sted. Selve salen bliver dog lidt større, da vi ikke får lavet scene eller kælder,« fortæller Annette Back Pelsgaard.

Den aktuelt nedrevne del af Lillering Forsamlingshus har 133 år på bagen. I 1978 blev de nuværende toiletter og gang bygget til. Huset er normalt udlejet cirka 30 gange om året.

»Vi har måtte aflyse mange aftaler og også mange forespørgelser imens man fandt ud af, hvad der skulle gøres, da vi jo ikke vidste, hvornår de gik i gang og var færdige med oprydningen og genopbygningen,« siger Annette Back Pelsgaard.

Det vides ikke præcis, hvor meget olie der nåede at sive ud, inden utætheden blev opdaget. Der er heller ikke oplyst, hvad skaden økonomisk løber op i.

Læs Galten Folkeblad 5. oktober 2022

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-