Legende rocktrio går tilbage til rødderne

Image
Legende rocktrio går tilbage til rødderne
Med en blanding af egen musik og covernumre bestræber Lesson No. 1 sig på at gøre op med musik, der er skrevet efter faste skabeloner. Med vægt på leg og improvisation forsøger trioen at finde tilbage til rødderne.
Improvisationen er vendt tilbage og alt er tilladt, når trioen Lesson No.1 spiller på Bytoften torsdag. Med referencer til 60'ernes og 70'ernes bluesrock byder den klassiske trio på alt lige fra en tør kærlighedssang til det mere svulstige.
Omdrejningspunktet for Lesson No. 1 er bandmedlemmernes fælles kompositioner, som er opstået i en smeltedigel af blues, glam og popmusik krydret med punk og progressiv rock. Kendetegnende for trioen er en legende tilgang til musikken, hvor der levnes god plads til ideer og improvisation.
Gruppen består af Günther Paulsen på leadvokal og guitar, Allan Lauritzen på bas og kor og Lasse Schurmann på trommer og kor.
Som bandnavnet antyder, er her tale om at søge tilbage til rødderne og gøre det med den autoritet, der er kendetegnet ved "at have været der selv".
»Vi var drenge i 70'erne og 80'erne. I 70'erne var ABBA det helt store og inden for rock var det Deep Purple, Black Sabbath og Jimmy Hendrix. Jimmy Hendrix var den helt store inspirationskilde, fordi han viste vejen til, at det var okay at lege og eksperimentere. Han åbnede nogle muligheder, og siden ham, er der ikke sket meget inden for rocken,« forklarer Günther Paulsen og uddyber:
»Vi mener, at der er behov for at gå tilbage til rødderne. Musikken i dag er super velproduceret, og vi synes, det er værd at tage den diskussion, om man spiller for at please et publikum, eller man spiller for sin egen skyld. Meget musik i dag er skrevet efter ret klare skabeloner, og det gør vi lidt op med. Vi prøver at lege lidt mere og forsøger at finde nogle løsninger på de musikalske ideer, vi har«. 
Tilbage til den første lektion 
Det blev det fælles udgangspunkt, da Lesson No. 1 etablerede sig for halvandet år siden. Deres navn er valgt, fordi det indikerer både det at være ydmyg overfor musikken, og samtidig det at finde vejen tilbage til rødderne. 
»Vi fortæller ikke, hvordan den første lektion skal være, men vi prøver at finde tilbage til den første lektion og til vores ståsted,« forklarer Günther Paulsen. 
På Bytofen leverer Lesson No. 1 en debutkoncert med et materiale, der bliver en blanding af egenkomponerede numre og coverversioner af blandt andet The Kings, Uriah Heep og The Dictators. 
Teksterne er ifølge bandets eget udsagn ”It’s only rock´n roll” og spænder fra det følsomme til det bizarre. 
»Det kan både være helt nede på jorden med en tør kærlighedssang og det mere svulstige,« forklarer Günther Paulsen.
Spilleglæden er i højsædet, alle ideer er tilladt, og improvisationen er vendt tilbage, når gruppen går på scenen torsdag aften på Bytoften.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-