Låsby Forsamlingshus skuer frem

Image
Den store sal I Låsby Forsamlingshus.

Et covid-presset Låsby Forsamlingshus har udnyttet nedlukninger til forbedringer.

Det normale aktivitetsniveau i Låsby Forsamlingshus har været reduceret til et minimum i 2020.

»Vi blev jo som alt andet lukket ned i marts. Vores tirsdagsbanko stoppede, og vores forudbestilte udlejninger blev aflyst eller udsat. Generalforsamlingen blev også udskudt,« fortæller forsamlingshusets formand Christian Lindegaard Christensen.

Generalforsamlingen blev afholdt lidt forsinket, og man blev herefter enige om at benytte tiden, hvor huset stod tomt, til at lave nogle forbedringer, blandt andet afslibning og tre gange lakering af gulvet i den store sal, nyt gulv på scenen samt nye gardiner i hele huset foruden lidt tiltrængt malearbejde.

»Så kom der en lille genåbning i restriktionerne, og fornuftigt med bestillinger til udlejning, men det varede ikke ret længe før der blev lukket ned igen – med afbestillinger og udsættelser til følge,« konstaterer Christian Lindegaard Christensen og tilføjer:

»I mellemtiden lavede vi forskellige tiltag. Blandt andet timeudlejning til sko- og tøjsalg, som tidligere blev afholdt på Lokalcenter Søndervang, hvor det ikke er muligt på nuværende tidspunkt. Derudover har der været afholdt damefrokost og herrefrokost en gang pr måned, med 25-30 deltagere. Herefter blev der igen lukket ned, så der sker jo nok ikke så meget før en gang til foråret. Men vi ser fremad og håber at det snart lysner.«

Forbedring af akustik

Til juni har huset 125 års jubilæum, hvilket man er begyndt at drøfte festligholdelsen af, men indtil videre ser man frem til at der kommer styr på covid-19.

I mellemtiden vil man i januar begynde at forbedre husets akustik. Der startes med den lille sal.

»Ja, vi bruger jo penge, uden at tjene nogen. Vi vil gerne være helt på toppen, når der bliver åbnet igen. Sådan at vi stadig har et godt og hyggeligt samlingssted i Låsby forsamlingshus. Vi har også søgt om at få del i Auras coronahjælpepakke.«

På husets hjemmeside www.forsamlingshuset8670.dk kan du se, hvordan du kan støtte arbejdet.

Læs Galten Folkeblad 23. december 2020

Del på
Fri BikeShop Galten

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-