»Kvinden i buret« solgte bedst i 2013

Skønt Bio Huset holdt lukket i tre måneder hen over sommeren i forbindelse med den gennemgribende ombygning, kostede det kun en manko på 1266 billetter sammenlignet med salget året før.
Det viser en statistik-opgørelse for 2013. Det samlede antal solgte biografbilletter for 2013 blev således 16.957 mod 18.223 i 2012.
»Det er naturligvis en stor tilbagegang, men når vi ser på tre måneders byggelukning og tager i betragtning at 2012 var et kanonår bl.a. på grund af ”Hvidstengruppen”, ja så ”er det slet ikke så ringe endda”,« konkluderer Tove Severinsen fra Bio Huset.
Billetsystem bestod juletest
I juleferien var der rig mulighed for biografbesøg. Således også i Galten, hvor de frivillige måtte forlade julefrokosten og familien, for at betjene gæsterne i Bio Huset. 
»Der kom mange gæster i julen og vores nye billetsystem blev godt og grundigt testet. Det har fungeret rigtig godt, men da det er nyt for os alle, har vi trukket på gæsternes tålmodighed. Det har også vist os, at der er flere ting som skal rettes til på hjemmesiden, ligesom vi håber snarest at give biografgæsterne mulighed for at betale og printe billetten hjemmefra, så vi undgår lange køer,« siger Tove Severinsen.
Krimifilmatisering solgte billetter
Den film som havde det klrt bedste tag i det lokale filmpublikum i 2013, var filmatiseringen af Jussi Adler-Olsen-krimien »Kvinden i buret«. Den solgte 1266 billetter eller næsten tre fulde sale mere end listens nummer to, »Min søsters børn i Afrika«.
Bemærkelsesværdigt er det, at syv ud af de 10 bedst sælgende film er danske.
»Den danske Tarok, som på landsplan skuffede, solgte hos os 329 billetter, så den ligger lige i hælene på top 10 listen,« siger Tove Severinsen og tilføjer:
»Hvis vi skal kigge lidt ind i det nye år, er vi startet godt med ”Den hundredårige der kravlede ud af vinduet”. Vi har udsolgt til foredraget med Anders Agger den 3. marts, vi glæder os til ”One Chance” som fortæller historien om den operaelskende telefonsælger, den nye film om Mandela, vi skal gense Emil fra Lønneberg, Far til fire – hvor onkel Sofus vender tilbage og ikke mindst ”Klassefesten 2 begravelsen”, oplister Tove Severinsen.
20 år som foreningsbiograf
Den 13. august 2014 kan Bio Huset fejre 20 års fødselsdag som foreningsdrevet biograf og kender vi Bio Huset ret så vil det også blive markeret under en eller anden form.


De 10 mest sete film i Bio Huset i 2013:
1. Kvinden i buret • 1266 billetter2. Min søsters børn i Afrika • 9903. Jagten • 9094. Sorg og glæde • 7995. De urørlige • 6516. Spies og Glistrup • 7187. Hobitten: Dragen Smaugs ødemark • 7058. Alle for to • 5909. Frost • 50610. Olsen Banden på dybt vand • 378
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-