Kundskabens træ findes i Storring

Image
Kundskabens træ findes i Storring
Der blev lyttet opmærksomt, da Carsten Marvig fortalte levende om Adam og Evas sønner, Kain og Abel - og meget andet. I baggrunden ses slangen i kundskabens træ.
I forbindelse med sommermødet i Storring invaderes præstegårdshaven hvert år om fredagen af børn fra Stjær og Storring, som har  nogle dejlige timer i de skønne omgivelser.
I år var der noget nyt at kigge på, idet to af havens træer var omdannet til "kundskabens træ" og "paradisets have". 
Dekorationerne er lavet af flere klasser på Stjærskolen samt af frivillige som også har sørget for ophæng og nedtagning.
»Ideen om at udsmykke træet med slangen og frugterne kom fra et par og vi greb straks ideen. Det er alletiders fordi der så er noget at snakke med børnene om, og rum for eftertænksomhed, når man går rundt i haven,« siger en af børnearrangementets frivillige, Rita Joseff og retter en tak til Hanne Øvlisen fra Stjær, som har været initiativtager til den udtryksfulde udsmykning.
Trodsede regnen
Cirka 100 børn fra børnehaverne i Storring og Stjær tog i fredags turen til haven. Således trodsede en gruppe børn og pædagoger regnen og brugte en time på at gå fra Stjær.
»Det var underordnet, sagde de. Det tjener pædagogerne til ære, og heldigvis blev det også fint vejr da de nåede herover,« siger Rita Joseff og tilføjer:
»Børnene fik brugt en masse energi, spillede bold og fik hoppet en masse rundt. Undervejs blev energidepoterne fyldt op med en menu bestående af agurk, gulerødder, vindruer og vandmeloner.« 
I pagt med børnehavernes sundhedsprincipper var is og saftevand afskaffet, men pastor Marvig havde travlt med at  bære kandevis af vand frem, og så i øvrigt at være en vidende legeonkel for børnene.
Under blodbøgen fortalte Carsten Marvig om bogen og bogstaverne, ligesom der blev danset og lavet sanglege 
Hvorfor er du så tyk?
Arrangementet blev båret igennem af de frivillige Rita Joseff, Conny Jantzen og Kirsten Madsen. Som "betaling" fik de en masse livsbekræftende oplevelser.
»En af drengene, som snart til at i skole kom hen til Conny og jeg og spurgte: »Hvorfor er I så tykke«. Og inden vi nåede at svare spurgte han, om det var fordi vi var gravide. Ja, hvad man ikke oplever blandt alle de dejlige børn,« siger Rita Joseff og slår en latter op med henvisning til at de to modne damer vist ikke er gravide.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-