Dansk Arbejder Idrætsforbunds krolfudvalg har igen i år henlagt et af deres kvalifikationsstævner til regionsmesterskaberne til Stjær.
Kvalifikationsstævnet bliver afviklet på sportspladsen i Stjær torsdag den 6 august i tidsrummet kl. 10-15.
I stævnet deltager 116 spillere fra hele det midtjyske. og Stjær Boldklub er selv repræsenteret med syv deltagere ved kvalifikationsstævnet.
»For at få en af pladserne ved Regionsmesterskabet skal man have deltaget i tre af stævnerne og nå en samlet placering mellem de cirka 30 bedste spillere, og er man så god, at man kommer til at deltage i Regionsmesterskaberne har man mulighed for at deltage i Danmarksmesterskaberne. Blandt deltagerne torsdag er der flere af spillerne, der har deltaget i disse mesterskaber og nået helt til top på sejrsskamlen,« fortæller John Haarup Laursen fra Stjær Boldklub.
I slutningen af august skal Stjær Boldklub igen være værter ved et mesterskab. Det er Regionsmesterskaberne for hold, som skal afvikles på de tre krolfbaner i Stjær.
