Lørdag den 30. august kl. 10-15 åbner Skovby Forsamlingshus dørene til en dag fyldt med gode fund, hyggeligt samvær og masser af liv i både sal og udeområde.
»Efter den store succes sidste år, hvor boderne hurtigt blev revet væk, har bestyrelsen og de mange frivillige fået mod på endnu en omgang – og igen i år er alle pladser udsolgt. Det betyder, at publikum kan glæde sig til et væld af kræmmere fra lokalområdet, som byder på alt fra loppefund, secondhand tøj og husflid til små skatte, du ikke vidste, du manglede,« lyder det fra arrangørerne.
Når man trænger til en pause, kan gæsterne lægge vejen forbi den hyggelige café i forsamlingshusets lille sal, hvor der serveres hjemmebag, sandwich, boller, kaffe/the og kolde drikke.
»Vi glæder os til en dag med hygge, handel og masser af lokal fællesskabsånd – og håber at se både kendte og nye ansigter i Skovby Forsamlingshus,« afrunder arrangørerne og opfordrer kørende gæster til at parkere ved kirkens p-plads.
