Kan Frej mure sig til en VM-medalje i Shaghai?

Image
Frej Løntoft Egholm fra Harlev er i øjeblikket i Shanghai for at deltage i WorldSkills. Foto: Lasse Skov/Skills Denmark

Den unge murer Frej Løntoft Egholm fra Harlev har forberedt sig grundigt for at gøre en god figur ved WorldSkills i Shanghai i denne uge.

Onsdag og torsdag i denne uge er det alvor for Frej Løntoft Egholm fra Harlev. Siden i lørdags har Frej og 14 andre unge danskere opholdt sig i Shanghai i Kina for at deltage i WorldSkills.

Det danske skillslandshold  skal her dyste i 13 fag såsom murer, tømrer og bygningsstruktør, kok og tjener mod unge håndværkere og faglærte i verdens største konkurrence for unge faglærte.

For de danske deltagere er det kulminationen på lang tids målrettet træning ved siden af arbejde og uddannelse. Murer Frej Løntoft Egholm er klar til konkurrencen “Bricklaying”.

»Jeg glæder mig meget til at komme til Shanghai, til at møde nye mennesker og til nye spændende oplevelser – og så glæder jeg mig til at udfolde mig inden for mit fag og gøre mit bedste,« lød det fra Frej inden afrejsen.

»Det bliver også hyggeligt at møde de andre på Skillslandsholdet og blive et hold, der kan hjælpe hinanden derude. Vi skal jo ret langt hjemmefra.«

Fokus på tempo og struktur

Frem mod WorldSkills har der for Frej særligt været fokus på tempo og struktur i træningen.

Velvidende at hans faglige kvalitet er ret god, har han trænet på at kunne levere topkvalitet på kortere tid. Derfor har han i tiden frem mod WorlsSkills lavet rigtig mange gentagelser af opgaver for at blive hurtigere.

Han har også øvet sig  på at have bedre styr på sin arbejdsstation, værktøj og planlægning, så der ikke skal bruges unødig tid på det, når konkurrencen for hans vedkommende går løs onsdag og torsdag.

Når Frej ikke træner er han glad for at opholde sig i naturen og han går på jagt, herunder bukkejagt.

Frej Løntoft Egholm er tilknyttet Aarhus Tech og murermester Martin Søby, Tranbjerg.

Danmark har gennem årene hentet flere medaljer ved både Euro- og WorldSkills, senest ved EuroSkills i Herning i 2025, hvor det danske hold hentede 27 medaljer i 33 fag. Men niveauet ved et VM er naturligt nok endnu højere.

»Konkurrencen er benhård ved WorldSkills. Der skal helt særlige evner til at være blandt verdens bedste. Vi sender et hold af sted, der er godt forberedt, og bag hver enkelt deltager står en virksomhed og en skole, der har bakket op hele vejen – så vi er optimistiske,« siger Michael Boas Pedersen, næstformand for SkillsDenmark.

Mere end 1.400 deltagere fra over 70 lande deltager i WorldSkills i Shanghai.  Vinderne afsløres ved afslutningsceremonien den 27. september. 

Læs Galten Folkeblad 23. september 2026

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block