Julehjælp til 21 lokale familier

Image
Julehjælp til 21 lokale familier
Lions Club Galten-Skovby og områdets præster kan i år forsøde 21 familiers jul.
Familier, som ikke har de store midler at gøre godt med her i julen, har via de lokale sognepræster haft mulighed for at søge om julehjælp, så julen kan blive lidt lysere. 
I år er der indkommet ansøgninger fra i alt 21 familier  fordelt på sognene Galten, Skovby, Storring-Stjær-Høver samt Skivholme-Sjelle-Skjørring.
Uddelingen af julehjælps-kurve er et samarbejde mellem kirkernes præster samt Lions Club Galten-Skovby.
»Vi sørger for købe ind samt pakke kurvene, men vi ved ikke noget om modtagerne. Det er præsterne, der har modtaget henvendelserne,« fortæller Aage Svinth Nielsen fra Lions Club Galten-Skovby.
Han ved således ikke præcis, hvem modtagerne af de 21 julekurve er og hvilken type familier, det er.
»Men jeg kunne forestille mig, at det primært er enlige mødre og børnefamilier,« siger han.
Alt til en smagfuld jul
Julekurvene bliver pakket og kørt ud til præsterne i de forskellige sogne. Herefter er det så præsternes opgave at sørge for, at modtagerne får kurvene.
Julekurvene, som uddeles, indeholder alt, hvad der skal bruges for at gøre julen god og smagfuld.
»Flæskesteg, ris a la mande, nødder, frugt, slik til børnene, småkager, ris, fløde og andet lækkert. Og der burde være nok ikke kun til juleaften, men hele julen,« fortæller Aage Svinth Nielsen.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-