Hundeskoven er en succes

Image
Hundeskoven er en succes
Hundeskoven ved Klank giver mulighed for god motion for hundene, og kontakten til andre hunde er vigtig, så hundene lærer at være sammen med andre hunde. Det mener en af skovens tilfredse brugere, Anne-Mette Bech fra Skovby.
Den indhegnede hundeskov ved Klankskoven besøges hver dag af mange glade hundeejere. På søndag indvies hundeskoven officielt.
En hyggelig dag i hunde-skoven. Det er, hvad der er lagt op til på søndag, hvor den røde snor til hundeskoven klippes af borgmester Jørgen Gaarde (A) og den officielle indvielse herved markeres.
Og der er noget at fejre. Det mener i hvert fald en af skovens brugere, Anne-Mette Bech.
- Det er guld værd at have en hundeskov i området. Jeg  synes, det er rigtig dejligt, at vi har fået den, og vi er meget glade for at bruge den. Og det er mit indtryk, at der er rigtig mange, der er glade for at bruge den, siger Anne-Mette Bech, der var blandt de første til at tage den nye hundeskov i brug. Hun havde i flere år har arbejdet på at få kommunen til at etablere en indhegnet hundeskov. 
God motion
I starten af året afsatte Skanderborg Kommune en del af Klankskoven til formålet på opfordring fra lokale lodsejere i området. Opfordringen kom for at afhælpe problemer med løse hunde i området. 
Hundeskoven består af et indhegnet område i den østlige ende af Klankskoven med indgang nær Mosegårdsvej. Her er det tilladt at gå tur med sin hund, uden den er i snor.  
- Det er dejligt, at man kan slippe hunden løs deroppe, så den kan løbe og lege med andre hunde. Det er god motion for hundene og godt med kontakten til andre hunde. Det er vigtigt, at de lærer at være sammen med andre hunde og tackle forskellige hundes sprog. Jeg tror på, det gør dem til en bedre og mere social hund, siger Anne-Mette Bech, der også fremhæver det hyggelige i kontakten hundeejerne imellem. 
Startvanskeligheder
Selvom det overvejende har været en positiv oplevelse at komme i hundeskoven, har den også haft sine begyndervanskeligheder. 
- Der har været en del konflikter mellem hundene. Det vil der altid være, når der er folk, der ikke er vant til at bruge en hundeskov. Og hvis hunde, der ikke er vant til at være sammen med andre hunde, slippes løs, så vil der opstå konflikter. Men jeg synes, det er blevt tacklet godt deroppe, og hundeejerne har talt om tingene, siger Anne-Mette Bech.
Hun skønner at mellem 10 og 30 hunde og  deres ejere dagligt besøger skoven - særligt i weekender er stedet godt besøgt. Men der er stadig plads til flere, understreger hun og kommer i den forbindelse med et ønske.
- Det ville være godt, hvis der i forbindelse med hundeskoven kunne indhegnes et sted kun til hvalpe og mindre hunde. De kan nogle gange være lidt utrygge ved de store hunde, da små og store hunde leger forskelligt, forklarer hun. 
Gode råd og hotdogs
Hendes oplevelse er i øvrigt, at hundeskoven har medført, at man generelt ikke møder så mange løse hunde i det øvrige lokalområde længere, hvilket tidligere var tilfældet. 
Indvielsen af hundeskoven finder sted på søndag fra kl. 15 til 17, hvor skoven indvies på behørig vis ved borgmester Jørgen Gaarde, der klipper snoren og holder en tale. 
Derudover vil blandt andre Hanne Kornerup, der er hundeinstruktør og adfærdsbehandler give gode råd og fortælle om hundesprog og om, hvordan man færdes i skoven med sin hund og løser eventuelle konflikter blandt hundene. 
Sidst men ikke mindst bydes der på hotdogs, kaffe og sodavand.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-