Hjælp med at svinge kosten på lørdag

Image
Hjælp med at svinge kosten på lørdag
Christian Berger er klar til at trække i arbejdstøjet på lørdag - og det håber han, at rigtig mange andre borgere også er.
En stribe præmier er sat på højkant til bortlodning blandt de borgere som møder frem på lørdag kl. 7.00 for at give en hånd ved årets Ren By-arrangement i Galten.
En rejse for to samt en stribe andre flotte præmier er på spil for deltagerne ved lørdagens Ren By-arrangement, der i år afholdes for fjerde gang. Derfor er budskabet klart til Galtens borgere og handlende: Stå tidligt op på lørdag, hank op i familien og medbring kost, rive og kultivator  til Torvet i Galten, hvor en omgang morgenrengøring af midtbyen er dagens udfordring.
- Vi vil alle gerne have en ren by, vi kan være stolte af, begrunder Christian Berger, Profil Optik Berger, på vegne af GMF.
Forskønnelsen af Galtens bymidte har givet anledning til en fest med et program, der oser af hygge og ikke mindst en masse sjov for børnene, og hvor rengøringen som dagens omdrejningspunkt sætter sit præg på diverse aktiviteter og præmier.
Gratis morgenkaffe
Dagen indledes klokken 7.00, hvor byens borgere og handlende frem til klokken 9.00 opfordres til i fællesskab at gøre hovedrent i bybilledet. 
Derpå er der gratis kaffe og rundstykker, hvor prisen som "Årets Kost" traditionen tro skal uddeles.
- "Årets Kost" er en pris, der uddeles til en af de ildsjæle, der møder op, gør rent og får sved på kasketten, forklarer Christian Berger, der vil overrække "æreskosten" samt en buket blomster til vedkommende. Og med landets måske reneste by som lokation fortsætter festen, der fra klokken 10 byder på stort børneloppemarked på Torvet.
Musik og marked
Børnene kan også se frem til at boltre sig i hoppeborgen.
Fra klokken 10 til 13 er der musik leveret af Hit Deluxe Duo, som mange vil huske fra sidste års arrangement.
Sidst, men ikke mindst, vil der på det nyfejede torv være markedsstemning fra klokken 10 til 14 med stande, smagsprøver og gode tilbud ligesom byens butikker holder åbent til klokken 13 med masser af forårstilbud.
"Rigtig hyggeligt"
Ideen om en rengøringsdag i Galten bymidte startede for fire år siden som en happening, blandt andet med det formål at gøre kommunen opmærksomme på, at byen fremstod lettere forsømt på flere punkter.
Arrangementet viste sig at være en succes og er nu blevet til en tradition, som initiativtagerne fra GMF håber vil fortsætte.
- De tre foregående år har opbakningen været god, men der er håb om endnu større fremmøde i år, lyder det fra Christian Berger.        
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-