Historiens vingesus over Borum

Image
Den flotte mindesten i Borum har stået i 100 år

Borum indbyder til en fejring af 100-året for Genforeningen - dog stadig med respekt for corona-truslen.

Selv om der er langt til Sønderjylland, lægger landsbysamfundet i Borum kræfter i et offentligt arrangement fredag d. 14. august klokken 19.

»Her hos os står en af de flotteste mindesten i miles omkreds. Den fylder selvfølgelig også 100 år i år, og vi er ret stolte af, at vores forfædre i Borum satte stenen op ved lutter frivillig arbejdskraft. Så nu vil vi gerne mødes og fejre jubilæet,« siger Peter Poulsen, leder af det lokalhistoriske arkiv for Borum-Lyngby.

Coronasikkert kagebord

Igen i 2020 er det en større kreds af frivillige, der har sat et program sammen med blæser-musik, fællessang, tale, en lille historisk udstilling om mindestenen og naturligvis det store sønderjyske kaffebord.

Kagebordet bliver dog i en østjysk og corona-sikker udgave. Hele arrangementet foregår udendørs på Torvet i Borum.

Talen om Danmark i 1920 bliver holdt af en kompetent historiker og ekspert i 1900-tallet, vicedirektør i Den Gamle By Allan Leth Frandsen.

Sang og musik

For 100 år siden var det en bølge af begejstring, der fik folk over hele landet til at rejse sten og mødes for at fejre, at Sønderjylland havde stemt dansk og nu blev en del af kongeriget. Alene i Borum stod 200 mennesker tæt pakket og råbte hurra, da stenen blev indviet.

»Sådan bliver det med garanti ikke denne gang. Der skal holdes afstand, sprittes af, og vi forventer under 100 deltagere,« siger Peter Poulsen og tilføjer:

»Der bliver lidt for enhver smag. Gider man ikke synge eller høre god musik med blandt andre Nikolai Bøgelund, kan man jo komme på Torvet for at få et par gratis stykker kage og en kop kaffe. Og interesserer man sig hverken for toner eller kager, kan man komme for at høre talen, se udstillingen og mærke historiens vingesus.«

Læs Galten Folkeblad 12. august 2020

Del på
SB

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-