Hej Matematik bliver hovednavn ved Galten Byfest

Image
Hej Matematik bliver hovednavn ved Galten Byfest
Popgruppen Hej Matematik, med Søren og Nicolaj Rasted i front, bliver hovednavnet til Galten Byfest 2015.
Danmarks i øjeblikket mest profilerede popband gæster i år Galten Byfest. 
Der bliver helt sikkert ”Party i provinsen”, når de to frontfigurer med efternavnet Rasted går på scenen i Byfestteltet i Galten lørdag den 16. maj 2015.
»Teltet skal nok være fyldt til bristepunktet når Nicolaj og Søren Rasted sender alle deres hits ud over scenekanten. Ikke mindst deres seneste hit ”Ik Ordinær” vil helt sikkert få det til at koge og fadøllet til at flyde,« spår Carsten Bach fra arrangørgruppen bag Galten Byfest.
Videoen til ”Ik Ordinær” er allerede set af over 100.000 på You Tube og blev desuden spillet Live både til Sport 2014, DMA og i TV-programmet Danmark har talent på TV2.  Og så har bandet der ud over også lige udgivet en helt ny single.
»Vi er utroligt glade for at have fået en aftale med Hej Matematik i hus. Det er helt sikkert med til at sikre en succesfuld afvikling af årets Byfest i Galten Skovby, så der igen i år kan skabes et overskud til uddeling i de enkelte afdelinger af GFS, som Byfestudvalget hører under,« betoner Carsten Bach.
Billetsalget åbner snart
Med Hej Matematik kan der være basis for en udsolgt lørdag aften i byfestteltet - i lighed med i fjor da Infernal gæstede Bytoften. 
Ud over at Hej Matematiks musik bliver spillet rigtigt meget i øjeblikket, har de to forsangere også kunnet opleves i andre sammenhænge; Nicolaj Rasted bl.a. som medvært i Natholdet på TV2 og Søren Rasted i børnenes Melodi Grand Prix MGP 2015.
Byfestudvalget opfordrer folk til at holde godt øje med www.galtenbyfest.dk, hvor billetsalget skydes i gang i nær fremtid. Her vil det også blive muligt at købe billetter til Galten Comedy Night, som afvikles Kr. Himmelfartsdag og til »Årets Bedste Onsdag«, hvor der igen i år er spisning i teltet og 90’er-hits i højttalerne. Stand Up-programmet og hovednavn til fredag aften afsløres også om kort tid.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-