Gavmilde borgere

Image
Christina Egaa Waaben Nielsen og børnene Sidsel og Kristoffer var blandt de frivillige, der valgte at bruge en søndag formiddag på at samle ind til Kræftens Bekæmpelse. Her er de netop kommet tilbage med deres fyldte indsamlingsbøsse.

Søndag var flere end 50 personer rundt og banke på hos folk i Galten, Skovby, Stjær, Herskind, Skjørring og Sjelle. De fik hver næsten 500 kroner mere i hver indsamlingsbøsse end sidste år, da de samlede ind til Kræftens Bekæmpelse.

Der blev samlet 61.049,50 ind i den tidligere Galten Kommune. Det er en del mindre end tidligere år, men det er der en god grund til.

»Vi har 90 ruter i det, der hed Galten Kommune, men vi fik kun 31 af dem besat. Dermed er der rigtig mange husstande, som vi desværre ikke kunne nå rundt til. En del af forklaringen er nok konfirmationerne i Galten samme dag, men derudover har vi desværre ikke nogen god forklaring,« fortæller Birgitte Majgaard, der koordinerer det store lokale arbejde.

»Til gengæld gjorde de frivillige enkeltpersoner, familier og veninder det helt vildt godt. Vi har aldrig før fået så mange penge ind i pr. indsamlingsbøsse, som vi gjorde i år. I gennemsnit samlede hver indsamler 1970 kroner ind. Så det kan virkelig betale sig at melde sig som indsamler og give et par timer eller tre i den gode sags tjeneste«, påpeger Birgitte Majgaard.

Derfor håber hun, at det næste år lykkes at finde flere indsamlere. Der bliver jo flere husstande at komme rundt til, så al hjælp nytter. Vil du med næste år den 7. april, kan du allerede nu tilmelde dig på cancer.dk – og skulle du blive forhindret, kan du altid melde fra igen.

Din støtte nytter

De penge, der kommer ind til Landsindsamlingen, går til Kræftens Bekæmpelses vigtige arbejde med at yde gratis rådgivning og støtte til patienter og pårørende, til forskning og forebyggelse.

Overskuddet fordeles med 61 pct. til forskning, 18 pct. til patientstøtte, 18 pct. til forebyggelse og tre pct. til administration. Kun tre procent af Kræftens Bekæmpelses indtægter stammer fra det offentlige.

Derfor er foreningen dybt afhængig af dig og andre, der vælger at støtte sagen, og som på den måde er med til at sikre, at færre får kræft, at flest muligt overlever kræft, og at mennesker ramt af kræft får et godt liv med eller efter kræft.

Støt som du vil

Hvis du ikke var hjemme eller ikke fik besøg, er der masser af muligheder for at støtte alligevel. Hvis du gerne vil have at dit bidrag skal tælle med i den lokale indsamling, så kan du støtte med et valgfrit beløb via MobilePay til 754866. Ellers kan du blandt andet støtte via sms ved at sende sms KB50, KB150 eller KB200 til 1422, så støtter du med henholdsvis 50 kr., 150 kr., eller 200 kr.

Læs Galten Folkeblad 19. april 2023

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-