Galten og Skovby forenes yderligere med nyt tiltag

Image
Galten og Skovby forenes yderligere med nyt tiltag
Christian Berger fra Galten Markedsføringsforening og skoleleder ved Skovbyskolen, Christian Rotbøl er begge med i initiativgruppen bag »Vild med Galten-Skovby«-arrangementet fredag d. 5. september. Her er de fotograferet ved Østergårdsstien, som kommer til at udgøre aksen for en del af de mange aktiviteter på festdagen.
Under temaet »Vild med Galten-Skovby« søsætter skoler, butikker og foreninger fredag d. 5. september et nyt initiativ, der skal knytte lokalsamfundet endnu mere sammen.
Det stort anlagte initiativ er indirekte afledt af succesen med det lokale indsamlingsinitiativ i forbindelse med Danmarks-Indsamlingen i fjor, for så vidt at den nye aktivitet også søsættes af initiativtagere fra markedsføringsforeningen samt områdets to store folkeskoler.
Ifølge oplægget bliver der aktiviteter i både Skovby og Galten - med Østergårdsstien som gennemgående akse.
»Ideen er, at der startes med loppemarked og musik og dans i Skovby kl. 14. Der arrangeres sport med bl.a. en fodboldkamp mellem Skovbyskolen og Gyvelhøjskolens elever på Klankanlægget, og idrætsforeningen står for et arrangement, hvor man kan prøve en sport,« fortæller Jørgen Fjord fra iniativgruppen.
Stemningsallé
Arrangementet fortsætter med en stemningsallé på stien mellem Østergårdsvej og Galten by. Her vil der være mulighed for boder med salg af kaffe/kage, sandwich, loppemarked, shows - kun fantasien sætter grænser. Allersidst på eftermiddagen skal der åbnes en række boder med salg af mad og drikkevarer. Dette tænkes varetaget af forskellige skoleklasser - som også kan score overskuddet til klassekassen.
Aktivt borgerskab
»Vi kalder arrangementet »Vild med Galten-Skovby - aktivt borgerskab«, fortæller skoleleder på Skovbyskolen, Christian Rotbøl og betoner sammen med kollegaen på Gyvelhøjskolen, Jørgen Fjord, at initiativgruppen alene  sætter nogle rammer op, og så håber man, at mange vil se mulighederne og byde ind med alskens aktiviteter.
Begge skoleledere ser skolernes engagement i aktiviteterne som liggende lige til højrebenet i relation med implementeringen af skolereformen, der bl.a. handler om, at skolerne skal åbne sig ud mod samfundet.
Ligeledes flugter principperne ifølge de to skoleledere også præcist med intentionerne i Skanderborg Kommunes filosofi 'Kommune 3.0', hvor det er borgerne som skal skabe det gode liv.
Falck på Torvet
Når arrangementet ved aftenstid koncentrerer aktiviteterne i Galtens bymdt vil byens handlende holde »Open by Night« til kl. 22 med særlige tilbud.
Desuden forventes også Falck og politiet at medvirke med aktiviteter på Torvet.
Endnu er programmet først ved at tage form, men det er initiativtagernes håb, at omtalen i medierne vil give endnu flere lokale foreninger mod på at byde ind med aktiviteter.
»Alle er velkomne. Det er bestemt ikke en lukket klub,« betones det fra initiativgruppens side.
»Omkring Danmarks Indsamlingen viste vi, at vi kan stå sammen her i området. Det vil vi gerne bygge videre på med dette initiativ og styrke en kultur, hvor skoler, erhvervsliv og foreninger arbejder sammen. Det hjælper med til at »give kunder i butikken«, og det har vil allesammen glæde af,« sammenfatter skoleleder på Gyvelhøjskolen, Jørgen Fjord og tilføjer:
»Personligt tror jeg, at vi kan skabe en festlig dag i byen - præget af lidt sydlandsk stemning.«
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-