Forældre hjalp børn med at hjælpe Afrika

Image
Forældre hjalp børn med at hjælpe Afrika
Børnehuset har i løbet af januar fremstillet mange flotte ting, og salget af dem indbragte 3500 kroner, som børnehuset kunne sende videre til Danmarks Indsamlingen.
Fernisering og salg af børnenes kunstværker og småkager indbragte 3500 kroner til Danmarks Indsamlingen.
De er stolte i Børnehuset Gyvelhøjden. I hele januar har de haft indsamling til Afrika på dagsordenen og flittigt fremstillet kunstværker og småkager for at samle penge ind til Danmarks Indsamlingen. 
Der var rigtig stor opbakning fra institutionens forældre og ansatte, og det lykkedes at nå op på 3.500 kroner til indsamlingen. 
»Vores dialog med børnene har taget udgangspunkt i, hvad vi har af mad, legetøj og andet, som børnene i Afrika ikke har. Vi har snakket om, hvordan kan vi hjælpe med at samle penge ind, som så kan sendes til Afrika og hjælpe de børn, som mangler noget,« fortæller daglig leder Eva H. Nørlem.
Ville sende småkager til Afrika
Børn og voksne har arbejdet med temaet ud fra læsning af bøger, et indblik i afrikansk dans, ligesom de har prøvet at sidde på gulvet og spise med fingrene. En hel dag uden legetøj skulle også prøves af, og det gav anledning til at afprøve andre lege.
»Det har alt sammen givet meget dialog blandt børn og voksne, og vi har haft fokus på læringen i, at vi kan hjælpe andre, som ikke har så meget, og som har det rigtig svært. Børnene er gået op i det med stor interesse, og de har på hver sin måde prøvet at forstå det,« fortæller Eva H. Nørlem.
»De mindste børn i børnehaveafdelingen mente i starten, at vi skulle sende især de dejlige småkager ned til børnene i Afrika, men efterhånden som vi nåede længere ind i projektet, syntes de, at det var en god idé, at mor eller far købte småkagerne og de andre kunstværker, så vi derefter kunne sende pengene af sted. Det var meget lettere at forholde sig til at sende penge end de gode ting, der blev lavet.«
Børnehuset Gyvelhøjen deltog også i Danmarks Indsamlingen i 2013 og den succesfulde gentagelse i år har givet gejsten til også at være med næste år.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-