Floorball er sjov, sved og blå mærker

Image
Alex Sørensen er "Mr. Floorball" i Låsby. Han er både formand for floorball-afdelingen og træner for klubbens tre hold. Og så elsker han selv at spille.

Blandt Låsby Boldklubs nyeste aktivitetstilbud er floorball. Aktuelt dyrker 36 medlemmer sporten i klubben.

Af Daniel Velling Laursen, erhvervspraktikant, 8. klasse, Låsby Skole

»Man skal bare have et par gode håndboldsko og shorts, så har vi resten af udstyret,« lyder det fra Alex Sørensen.

Han er formand og træner for floorball i Låsby Boldklub, men hvad er floorball?

Langt de færreste har prøvet det, men floorball er blevet spillet i Låsby siden 2012 og spilles stadig af både børn og voksne.

»Det er en holdsport med en målmand og en række af markspillere med en stav, der skal sørge for at holde på bolden, og forsøge at få den lille plastikbold ind i målet flere gange end modstanderholdet gør i den anden ende,« forklarer Alex Sørensen.

Fremtidige mål

Sporten kræver meget bevægelse og anstrengelse, men man kommer aldrig til at kede sig på banen, for der sker meget, og der er næsten konstant et stort pres fra modstanderholdet.

»Vi kører ikke med decideret træning, men hvis der dukker nogle nye ansigter op, giver jeg dem nogle simple instrukser.«

Floorball-holdene i Låsby Boldklub er ikke tilmeldt turninger, men har i højere grad karakter af at være for hyggens skyld.

»Jeg vil gerne gøre floorball mere udbredt, og måske komme ud at dyste noget mere, men langt de fleste opfatter det som hygge og motion,« siger Alex Sørensen.

En slags hockey

Som Låsby Boldklubs floorball-formand er han selvfølgelig selv begejstret for spillet.

»Jeg har selv været bidt af floorball siden dag 1, og spiller så meget som jeg kan få lov til, men der er en forfærdelig masse regler at forholde sig til. Her i Låsby har vi aldrig fået sat os ind i reglerne, men spiller mere bare derud af. Mens det selvfølgelig stadig er fedt at score mål, er det mest betydningsfulde altid håneretten efter kampen,« siger Alex Sørensen, og tilføjer at man ofte kan se den hyggelige og useriøse side af træningen.

Selv om floorball ligger tæt op ad ishockey og hockey, er der nogle små forskelle som at floorballstavene ikke er så kraftige som hockeystavene. Derudover er der også langt flere spillere på banen i ishockey, og de spiller med en puck i stedet for en plastik-bold. Floorball spilles også i en ganske almindelig hal.

Hvor og hvornår?

Alle træningssessioner finder som udgangspunkt sted i den lille hal på Niels Bohrs Vej 7 i Låsby, men nu også i den store hal.

»Hvis man er interesseret i at være med møder man bare op til en af vores træningsaftener, og så skal vi nok få sat vedkommende i gang,« informerer Alex Sørensen.

Aktuelt er der 17 aktive herrespillere, 11 kvinder og otte børn, alle drenge.

Der findes p.t. ikke noget pigehold, men det ikke utænkeligt at der kommer sådan et, hvis der viser sig at være nok interesserede piger.

»Jeg overvejer at foreslå skolen, at jeg kan overtage en idrætstime og introducere eleverne for floorball. Så kan det være, at nogen bliver interesseret,« siger Alex Sørensen.

Herrerne spiller mandage kl. 20-22 og torsdag kl. 21-22.30. Damerne spiller torsdag kl. 19-30-21, og børn (10-14 år) fredage kl. 18.00-19.15.

Læs Galten Folkeblad 8. februar 2023

Del på
Meny Låsby

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-