Galten Junior og Ungdomsklub – i daglig tale GJUK – havde i fredags slået ungdomsklubbens 60 års-dag, Juniorklubbens 45 års-dag og miniklubbens 34 års-dag sammen til en fejring af i alt 139 års klubvirke.
Det blev fejret med taler, musik og fødselsdagskage. I en fotoudstilling kunne man se glimt fra de forgangne 60 års virke, deriblandt fra et besøg fra selveste statsministeren i skikkelse af Anker Jørgensen.
Der var taler ved GJUK's bestyrelsesformand Danny Ipsen samt formanden for Børne- og Ungdomsudvalget i Skanderborg Kommune, Trine Frengler bl.a. om de gode fællesskaber og relationer der bliver skabt i klubben.
Som tidligere medlem af GJUK i ungdommen og senere ungarbejder samme sted kunne Trine Frengler holde en personlig tale - en tale fra hjerter med afsæt i et gammelt foto fra klubtiden i GJUK.
»En tale om den 14-årige pige, der endelig måtte starte i klub. I erindringen "flyttede" jeg nærmest ind og da jeg blev 18 og var for gammel til at gå i klub, blev jeg ansat som ungarbejder i stedet,« erindrer Trine Frengler.
»Klubben var for mig et åndehul. Et sted hvor jeg via arbejdet i klubrådet lærte at stå op for mine meninger, fik øje for at alle ikke var med i fællesskaberne - og for hvordan vi kunne åbne op for dem der var uden for, fik lært at hvis man gerne vil have noget til at ske, skal man tage initiativ. Det var her jeg fik min demokratiske dannelse,« konstater Trine Frengler og tilføjer:
»Det var også i klubtiden jeg fik rejseoplevelser som jeg ellers aldrig ville have fået; Tyskland, Frankrig, Sverige, Finland og Norge - sommerrejser og skiferier hen over nytåret. Som medarbejder var jeg både med i New York og i Sibirien. Det gav mig et udsyn og et nuanceret blik på verden. Jeg er sikker på, at når vi taler om børn og unge der ikke trives, så er fritidspædagogikken med SFO'erne og klubberne en stor del af løsningen.«
Efter at have bladret i et nyere fotoalbum, står det klart for Trine, at GJUK stadig er et åndehul, et sted for forpligtende fællesskaber. Et sted med glæde og leg.
»Tak for invitationen og stort tillykke med fødselsdagen,« lød det fra udvalgsformanden.
