Donation sikrer en fællestur til Bakken

Image
Donation sikrer en  fællestur til Bakken
De fleste af beboerne i bofællesskabet på Firkløvervej i Galten var samlet i fællesrummet, da repræsentanter for Galten Elværk og Galten Cykelklub forleden var forbi for at overrække donationen i kølvandet på årets GE Tour.
Glæde på Firkløvervej over donation fra GE Touren.
Det er vist det man på nydansk kalder en win-win-situation, da der udelukkende synes at være lutter gode sidegevinster ved GE Tour-motionscykelløbet, som arrangeres i fællesskab mellem Galten Elværk og Galten Cykelklub.
Det kan gode være, at der er et par ømme bagdele og lårbasser i dagene efter det årligt tilbagevendende arrangement, men ellers er argumenterne udelukkende til plussiden. Deltagerne får sig god motion, man får frisk luft og set lokalområdet på en friskere måde end det lader sig gøre fra en bil, og tilmed medvirker man til at akkumulere et overskud som kan skænkes til lokale formål.
Det sidste var anledningen til at repræsentanter for GE Tourens arrangører forleden var forbi Bofællesskabet på Firkløvervej i Galten idet bofællesskabet var udvalgt som modtagere af donationen i kølvandet på GE Touren 2013. Således kunne de glade beboere modtage en check på 4953 kroner til et formål efter eget valg. Og det formål er allerede fundet.
»Beboerne har i fællesskab besluttet, at vi tager på en forårstur til Bakken i København,« kunne en af medarbejderne ved bofællesskabet, Connie fortælle.
»Vi snakkede om forskellige formål, og da nogen nævnte Bakken lød der et »Jaaah« og så var det besluttet.«
Det forslag faldt også i god jord hos giverne af donationen.
»Vi er glade for at kunne give jer denne støtte, og vi håber, at I får en rigtig god tur til Bakken,« sagde formanden for Galten CK, Knud Erik Hilding-Hamann.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-