Daginstitutions-projekt vedtaget i byrådet

Image
Børnehuset Horsegaard i Galten bliver placeret på Skjørringvej 9. Her ses illustration over hovedindgangen, som den formentlig kommer til at se ud. Illustration: Pluskontoret Arkitekter.

Byrådet i Skanderborg Kommune har afsat 49,6 mio. kroner til byggeriet af en stor daginstitution kaldet Børnehuset Horsegaard i Galten.

Der bliver masser af liv og fodaftryk af de helt små størrelser, når Børnehuset Horsegaard åbner for 165 børn, der kan se frem til nye og moderne rammer om deres dagligdag i Galten.

Byrådet har godkendt projektforslaget for byens nye daginstitution, der får plads på Skjørringvej 9 i Galten. Det er her, den tidligere slægtsgård Horsegaard lå.

Foruden vuggestue og børnehave skal byggeriet have tilhørende udearealer på den i alt 15.000 m2 store grund. Børnehuset skal samtidig erstatte den midlertidige institution i Svaneparken.

»Det stigende børnetal i Galten har givet en stor efterspørgsel på pladser til de mindste borgere. Det er derfor en ventet daginstitution, vi nu kan se frem til at få i Galten,« siger Trine Frengler, formand for Børne- og Ungdomsudvalget i Skanderborg Kommune.

Hun ser frem til at kunne give børnene i Svaneparken nogle nye omgivelser at udfolde sig på.

Fleksibel indretning

Børnehuset Horsegaard får plads til 45 vuggestuebørn og 120 børnehavebørn, fordelt på én klynge med fire grupperum – i daglig tale stuer – og to klynger med tre grupperum.

Byggeriet og dets indretning skal være fleksibelt, således at huset over tid kan rumme forskellige forhold mellem børnehaver og vuggestuer. Bygningen indeholder i alt ti grupperum fordelt i tre klynger.

Desuden har Byrådet vedtaget, at projektet kan få en ekstra bevilling, så daginstitutionen kan få etableret et fællesrum i forlængelse af husets køkken.

»Vi har erfaret, at børnetallene kan variere over årene. Derfor er det essentielt, at vi bygger en fleksibel daginstitution, der nemt kan ændres i indretningen, alt efter om der skal være flest vuggestuebørn eller børnehavebørn. Jeg glæder mig meget til at kunne byde Galtens mindste borgere velkommen i de nye omgivelser,« siger Charlotte Styver, chef for Dagtilbud i Skanderborg Kommune.

Genbrug fra slægtsgård

På byggegrunden har slægtsgården Horsegaard ligget som en del af det historiske landsbymiljø i Galten. Gården menes at være en af de første bebyggelser i byen.

Arkitekturen for den kommende daginstitution er en vinkelbygning, som henleder tankerne på en gård. Gårdspladsen, som dannede krydsfelt og ramme for gårdens mange aktiviteter, er indrettet med aktiviteter for alle aldre og med en flagstang, som kommer til at stå i pigsten fra Horsegaard.

Der bliver tre hovedindgange – én for hver klynge. Her træder man ind i en garderobe, hvor udetøjet er placeret, inden man bevæger sig videre ind til grupperummene.

Og der bliver hårdt brug for udetøjet, for som ved de fleste andre daginstitutioner i kommunen prioriteres udelivet for både vuggestue og børnehavebørnene.

Erfaringer fra corona viser, at hver gruppe af børn skal have mulighed for overdækket ophold i udearealet. Det er derfor tænkt ind i planerne for Horsegaard, hvor mursten fra den oprindelige slægtsgård vil blive brugt til at skabe mindre læmure, der bringer historien om slægtsgården videre til de kommende generationer af Galten-borgere.

Byggeprojektet udbydes i  hovedentreprise i 2023, og det ventes, at første spadestik til den nye daginstitution sker i begyndelsen af 2024. Børnehuset Horsegaard forventes at stå færdig omkring årsskiftet 2024-2025.

Læs Galten Folkeblad mandag d. 3. april 2023

Del på
By Goul

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-