Brætspilshygge i Harlev Idræts- og Kulturcenter

Image
Spillet Splendor var et af de spil som Jeppe introducerede for bl.a. Sandra (midt) og Signe (th.) ved den første brætspilsaften i Harlev Idræts- og Kulturcenter.

Med støtte fra Sparekassen Danmark i Galten er der investeret 10.000 kr. i udstyr til reol, bræt- og kortspil til Harlev Idræts- & kulturcenter.

Støtten blev givet i efteråret 2023, og nu er reoler og spil endeligt på plads.

Med Jeppe Bøttger som initiativtager afviklede Harlev Idræts- og Kulturcenter onsdag i sidste uge den første ”officielle” brætspilsaften.

Det blev til hygge og grin hos de fremmødte, hvor flere blev introduceret til nye sjove spil, kyndigt vejledt af Jeppe Bøttger.

»Det glæder mig at vi nu er kommet i gang her i cafeen i Harlev Idræts- & Kulturcenter. Vi lægger i starten op til at der hver den første onsdag i måneden er ”formaliseret” brætspilshygge fra kl. 19.30 til 22,« siger Jeppe Bøttger.

»Tanken er at vi gerne vil skabe et forum, hvor folk kan møde op til hygge og spil, hvis blot lysten er til stede. Spillene er meget varierede, så vi har både selskabelige, strategiske, humoristiske spil, af kort og længerevarende varighed. Så det er blot at møde op.«

Bruges flittigt i cafeen

Jeppe Bøttger, der selv er stor spilentusiast, forestår vejledning til spil og hjælp til spilleregler, så det er let at komme i gang med de fleste spil.

Ud over brætspilscafeen er formålet med de mange brætspil at give brugerne af huset mulighed for at nyde et spil, når lejligheden byder sig.

Således opleves det ofte at børn, forældre, unge som ældre sidder og hygger med et spil i Cafeen.

»Det er lige det vi håbede på,« siger Jacob Damgaard, formand for Harlev Idræts- og Kulturcenter og tilføjer:

»Det vores forhåbning, at interessen for brætspil og samvær i cafeen øges med de muligheder, som huset og donationen fra Sparekassen Danmark giver.«

Der er planlagt yderligere tre brætspilsaftner inden sommerferien.  Man kan blive medlem af Facebook gruppen ”Harlev Brætspil”, som Jeppe er ansvarlig for. Der vil her blive informeret yderligere om forskellige tiltag, ligesom spilaftenerne vil blive annonceret som begivenheder på HI&K’s Facebook-side.

Brætspilsaftener i Harlev Idræts & Kulturcenter

Frem mod sommerferien er der planlagt yderligere tre brætspilsaftenenr i Harlev Idræts- & Kulturcenter. Der spilles i tidsrummet kl. 19.30 til cirka 22.00: Onsdag d. 3. april • Onsdag d. 1. maj • Onsdag d. 5. juni.

Læs Galten Folkeblad 13. marts 2024

Del på
John Frandsen

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-