AVK-lærling hædret med medalje

Image
Ved medaljeoverrækkelsen på Aarhus Rådhus ses den medaljedekorerede Niels Bundgaard Madsen her i selskab med fra venstre Lars O. Kristensen og Peter Røhr, som er ansvarlige for lærlingene hos henholdsvis AVK Tech og AVK International, samt adm. direktør hos AVK International, Morten S. Nielsen.

I torsdags var Niels Bundgaard Madsen, industritekniker hos AVK, på Aarhus Rådhus for som en af 23 lærlinge i Dansk Industris Region Østjylland at blive hædret med en bronzemedalje.

Det er Aarhus Haandværkerforening og DI Østjylland, der i regi af Medaljefonden med Prins Joachim som protektor, hylder regionens bedste unge håndværkere.

Medaljerne gik til de 23 bedste lærlinge, som har afsluttet en erhvervsfaglig uddannelse inden for industri eller håndværk på en virksomhed i en af følgende kommuner: Aarhus, Skanderborg, Silkeborg, Favrskov, Randers, Syddjurs og Norddjurs.

Ved den afsluttende tekniske skoleuddannelse skal medaljemodtageren desuden have opnået en karakter på mindst 10 i gennemsnit.

Et godt lærlingemiljø

AVK tilbyder en bred og alsidig uddannelse og har gennem årene uddannet mange dygtige industriteknikere, hvoraf flere har modtaget medaljer.

»Hos AVK har vi derfor en afdeling kun for lærlinge, hvor der er en faglært medarbejder tilknyttet, så man kan få den støtte, man har brug for. I løbet af læretiden er vores lærlinge både på AVK Tech i Skovby samt på AVK International A/S i Galten,« fortæller Lars O. Kristensen fra AVK.

Foruden at være en fagligt dygtig lærling har Niels Bundgaard Madsen i en længere periode været lærlingeformand. Her har han repræsenteret AVK’s lærlinge til lærlingeudvalgsmøderne, hvor han ifølge virksomheden har været god til at fremlægge lærlingenes synpunkter.

»Desuden har han taget initiativ til at samle AVK’s lærlinge, ved f.eks at arrangere weekendture, der har medført, at der er et rigtig godt kammeratskab blandt AVK’s lærlinge,« siger Lars O. Kristensen og ønsker Niels stort tillykke med det flotte resultat.

Vil tiltrække unge

Medaljefonden belønner hvert år særligt veludførte svendeprøver og afsluttede skoleopgaver med medaljer og i helt særlige tilfælde legater. Medaljefonden arbejder for at tiltrække interesserede og kvalificerede unge til erhvervsfaglige, tekniske og håndværksmæssige uddannelser samt for at højne det faglige uddannelsesniveau blandt lærlinge inden for industri og håndværk.

Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industri står bag Medaljefonden. Fondens bestyrelse består af seks personer, der repræsenterer henholdsvis Aarhus Haandværkerforening og Dansk Industris regionale foreninger i Østjylland.

»Prognoser fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd forudser, at vi i 2030 kommer til at mangle 99.000 faglærte. Derfor har virksomhederne mere end nogensinde brug for kvalificeret arbejdskraft. Og erhvervsskolerne hungrer efter unge, der er parat til at tage udfordringen op, gå mod strømmen og satse på en erhvervsuddannelse,« siger formand for Medaljefonden, direktør Henrik Hoffmann fra Anlægsgartnerne H. Hoffmann A/S i Trige og tilføjer:

»Manglen på faglærte opstår yderligere, fordi vi nu ser, at store generationer af faglærte trækker sig tilbage fra arbejdsmarkedet, og at de nye generationer af faglærte langt fra lukker det hul, de ældre generationer efterlader.«

Læs Galten Folkeblad 17. maj 2023

Del på
Berger Optik

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-