28 minutters TV-virkelighed

Image
28 minutters TV-virkelighed
TV-mediet har stor tiltrækningskraft - ikke mindst på børn. Derfor var fremmødet stort og entusiastisk, da DR-kanalen »Ramasjang« onsdag kl. 18.00 sendte live fra Galten.
100 billetter, der ville give adgang som publikum til at overvære live-programmet »Ramachancen«, var blevet revet væk. Og allerede en halv time før dørene blev åbnet, samlede de første børn sig uden for biblioteket i bestræbelserne på at få en plads på første parket.
Stærkt repræsenteret var børn fra GFS Piggy Wiggys og Galten Taekwondoklub, der begge havde fået udvalgt to repræsentanter til at dyste i »Ramachancen«, og klubkammeraterne bakkede entusiastisk deltagerne op i kappestriden i en række underholdende discipliner.
Samlet klarede Piggy Wiggy-holdets Emma Fie Damsgaard Thomsen og Line Tandal Larsen sig bedst og kunne løfte pokalen i vejret, mens taekwondo-kæmperne Freya Kjær Madsen og Victor Emil Byskou var henvist til slutteligt at danse “taberdansen”.
28 minutter og 30 sekunder senere kunne kameraerne slukkes, hvorefter både medvirkende og publikum kunne vende tilbage til virkeligheden og gøre præcis hvad de ville, i stedet for at klappe og huje på kommando efter en nøje indstuderet drejebog.
Torsdag kl. 18.30 følger yderligere 28 minutter og 30 sekunders live-sending fra Galten, denne gang udendørs foran biblioteket. Her skal medlemmer af GFS Boksning fortælle om, hvad det vil sige at være bokser. Desuden rettes fokus på, hvor vigtigt det er at passe på i trafikken. Til formålet afvikles en trafikquiz.
Endvidere skal syv børn fra Galten Junior og Ungdomsklub repræsentere lokalområdet i »Bydysten« i en række discipliner og her forsøge på at præstere en bedre tid end hold fra andre byer som Ramasjang Live har gæstet.
Se flere billeder fra onsdagens transmission på Galten Bibliotek i billedgalleriet øverst til højre eller ved at klikke HER
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-