Få ro på søvnen – foredrag med søvn-vejleder Anne Bjerre på Skanderborg Bibliotek.
Er nætterne lange og dagene fyldt med træthed? Så er du ikke alene. Søvnproblemer er en af de mest udbredte udfordringer blandt småbørnsfamilier – og ny forskning viser, at søvnens kvalitet påvirker langt mere end bare humør og energi. Både børns indlæring, følelsesmæssige udvikling og forældres trivsel hænger tæt sammen med søvnen.
Derfor inviterer Skanderborg Bibliotek torsdag den 20. november kl. 19 alle forældre og voksne med små børn, til et inspirerende oplæg med søvnvejleder, sundhedsplejerske og sygeplejerske Anne Bjerre, som med sin varme og faglighed guider familier til trygge og gode nætter.
Anne Bjerre har mere end 15 års erfaring i arbejdet med børn og har siden 2018 som søvnvejleder hjulpet utallige familier til mere ro og balance i hverdagen. Med udgangspunkt i den nyeste viden om søvnens fysiologi og rytme deler hun sin indsigt i, hvorfor søvnen er udfordrende for nogen og lettere for andre, og hvordan små ændringer i hverdagens rutiner kan skabe store forbedringer.
Søvn handler nemlig ikke kun om timer, men om tryghed, rytme og forståelse, så når vi forstår søvnens biologi og barnets behov, kan vi skabe rammer, hvor hele familien sover bedre.
Forskning fra de seneste år understreger, at mangel på søvn kan påvirke børns koncentration, følelsesregulering og immunforsvar – og for voksne øger det risikoen for stress, overvægt og nedsat livskvalitet. Derfor er god søvn ikke et luksusproblem, men en forudsætning for trivsel og udvikling – både fysisk og mentalt.
Til foredraget får deltagerne:
• Viden om søvnens “matematik”, hvorfor søvnen fungerer, som den gør
• Konkrete råd til de mest almindelige søvnudfordringer
• Inspiration til at skabe bedre rammer for søvn i familien – uden ekstreme metoder
Så hvis dit barn sover uroligt, vågner mange gange om natten, kun falder i søvn i dine arme eller kæmper med tidlige morgener, vil der være viden og gode råd at hente i dette oplæg.
»Kom og få ny energi, ro i maven og inspiration til bedre søvn for både børn og voksne.Og medbringer du din egen kop – sørger Biblioteket for kaffe eller the til at fylde i den,« lyder det fra Skanderborg Bibliotek.
Billetter á kr. 25,- sælges via bibliotekets hjemmeside.
