Pigerne fra 8. årgang på Gyvelhøjskolen spreder lys og glæde med årets Luciaoptog på skolen, i brugsen og på plejecenter Tjørnehaven.
Fredag den 12. december bliver en dag fyldt med lys, tradition og fællesskab, når pigerne fra 8. årgang på Gyvelhøjskolen går årets Luciaoptog.
Dagen begynder på skolen, hvor eleverne traditionen tro bringer Luciadagen til live med sang, hvidt tøj og levende lys. Efter optoget fortsætter pigerne til SuperBrugsen i Galten, hvor både kunder og personale – cirka kl. 9.30 – kan få en stemningsfuld start på weekenden. Her deles Lucia-traditionerne med hele lokalområdet og skaber et varmt fællesskab på tværs af generationer.
Et højdepunkt for beboerne
Afslutningsvis går turen til plejehjemmet, hvor pigerne besøger beboerne og spreder julestemning og nærvær.
»For mange af beboerne er netop dette besøg et af årets højdepunkter, et smukt øjeblik fyldt med minder, varme og glæde. Luciaoptoget er en elsket og stærk tradition på Gyvelhøjskolen, og eleverne glæder sig som altid til at bringe lys ind i den mørke tid og dele det med hele Galten,« lyder det fra Gyvelhøjskolen.
Læs Galten Folkeblad 3. december 2025
