H.C. Andersen på ni nye måder

Image
H.C. Andersen på ni nye måder
Ni nye værker og en enkelt genganger på væggene ved galleriet.
Igennem tre år har en række værker, skabt af medlemmer af kunstnergruppen Midtjylland, prydet væggene ved galleriet på hjørnet af Søndergade og Vestergade.
Der har været tale om kunstnernes fortolkning over H. C. Andersens elskede eventyr. Vind og vejr er imidlertid hård kost for malerier udstillet i det fri.
Derfor har medlemmer af kunstergruppen på ny været i det kreative hjørne og malet en stribe nye værker over samme tema. Bortset fra et enkelt som er genganger og vurderes af have holdbarhed til endnu en årrække på væggen.
Resultatet af anstrengelserne blev afsløret i fredags i forbindelse indvielsen af det nyindrettede torveområde.
Kunstnerne bag de 10 værker er (set fra venstre): Kirsten Rørmand ( Hyrdinden og skorstensfejeren), Henning Nielsen (Ole Lukøje), Erik Morsing (Kejserens nye klæder), Kate Nielsen (Tommelise), Finn Blaavand (Prinsessen og svinedrengen), Rasmus Sand Høyer (Den lille havfrue), Lene Nielsen (Den grimme ælling), Djana Kapetanovic (Prinsessen på ærten), Marianne Schultz (Den lille pige med svovlstikkerne) og Ann Thorup (Den flyvende kuffert).
»Det er et godt tema: Ikke bare er H.C. Andersen en af Danmarks største kulturpersonligheder. Han har også en evne til at tale til både børn og voksne. Hans eventyr har mange lag, og det er interessant, hvordan kunstnerne har fortolket historierne,« sagde borgmester Jørgen Gaarde, som fik æren af at afsløre værkerne som første punkt på KulturAften 2015.
»De tidligere malerier på gavlen har gjort en forskel. Mange personer – indbyggere, gæster i byen, voksne og børn – har i løbet af de sidste tre år stoppet op midt i hverdagens gøremål for at se nærmere på værkerne. Jeg håber, at det samme bliver tilfældet med de nye malerier på gavlen,« sagde borgmesteren videre.
Hovedparten af de nævnte kunstnere var også repræsenteret ved den kunstudstilling som kunne opleves i Spar-bygningen både fredag aften og lørdag.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-