Fra på mandag vil Galten bugne med skulpturer

Image
Lene Munk-Pedersen under arbejdet med at dekorere den 2,6 ton tunge "fortællesten" som mandag lander på Bytoften og onsdag afsløres af 60 glade børnehavebørn.

Mandag den 10. maj kl. 08.00 ankommer en stor lastbil, med ladet fyldt med skulpturer. SkulpturBy Galten 2021 er på vej.

Chaufføren har i starten af maj afhentet værkerne hos kunstnerne eller på udstillingssteder rundt i hele Danmark.

Det er som altid et spændende projekt, når værkerne skal fordeles på destinationerne, hvor de skal blive stående indtil udstillingsperioden udløber den 24. oktober.

Arbejdsgruppen bag SkulpturBy Galten har allieret sig med et par håndværkere, som er praktiske medhjælpere, når værkerne skal monteres, de skal stå fast og godt og modstå vores blandede vejrlig.

Fortællestenen afsløres på onsdag

Opstillingen af værkerne er den foreløbige kulmination af en lang arbejdsproces. Næste højdepunkt er afsløringen af ”Fortællestenen” på Bytoften. Den er malet af vores lokale Lene Munk-Pedersen.

»Det er vores ønske, at den 2,6 ton store sten, vil danne ramme om mange fortællinger og bruges som samtale mellem f.eks. forældre og børn eller pædagoger og børn, når turen går omkring Bytoften med madpakken i tasken,« fortæller Tove Severinsen fra arbejdsgruppen bag SkulpturBy Galten.

»Lene har malet stenen i flotte klare farver. Blandt motiverne kan der findes lokale bygninger, og man kan nyde Lenes finurlige univers med mange små overraskelser.«

Stenen bliver monteret mandag den 10. maj ligesom de øvrige værker. Onsdag den 12. maj kl. 09.30 afsløres stenen på næsten royal vis. Dronning Margrethe kommer ikke, men det gør 60 glade børnehavebørn med flag i hånden.

»Lene er pædagog i Galten Børnehave, så vi har inviteret alle børnene til at deltage i afsløringen af stenen. 24 børn skal på samme tid trække i den røde sløjfe og sammen med formanden for børn i Skanderborg kommune, Trine Frengler, afsløre den flotte sten,« fortæller Tove Severinsen.

Stenen bliver stående på Bytoften, når den øvrige udstilling fjernes. Foreløbig er der givet tilladelse til, at den står i 10 år.

Åbningsfest uden champagne

Den officielle åbningsfest for SkulpturBy Galten 2021 holdes fredag den 21. maj kl. 16.00. Det foregår på Torvet foran Bio Huset og bliver med musik og taler som en rigtig åbningsfest skal holdes.

»Grundet coronarestriktionerne bliver åbningen uden champagne og kage. Det må vi have til gode. Men vi hejser flagene, håber solen skinner og at vi får en festlig dag,« siger Tove Severinsen.

Kataloget er klar til uddeling ved åbningen fra fredag den 21. maj. Efterfølgende kan kataloget afhentes i Bio Huset og på Galten Bibliotek.

Læs Galten Folkeblad 3. maj 2021

Del på
Butik Aroma

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-