Som et led i Kulturskolen Skanderborgs 50 års jubilæum var der i onsdags indbudt til en ladekoncert hos landmand Nikolaj Kleis Nielsen i Rohde.
Den opfordring kvitterede et halvt hundrede mennesker for, og i kraft af de uvante rammer i gårdens kornlagerhal fik de sig en noget usædvanlig oplevelse.
Orkestret Young Brass spillede sædvanen tro glimrende og kom i løbet af den tre kvarter lange koncert rundt i hjørnerne af det alsidige repertoire med dygtigt fremført musik af både kulturskolens unge elever og de voksne undervisere.
Voxeværk-koncert i Stjær
I denne uge – onsdag d. 29. oktober kl. 20.00-20.45 – er der en ny mulighed for at at opleve dygtige elever fra Kulturskolen når der gives "ladekoncert" hos Stjær Bakkegård, Bækken 6 i Stjær. Denne gang er de optrædende orkestre fra Voxeværk. Igen er der fri entre og koncerten er åben for alle interesserede.
