Alt er nyt fra soklen og opefter

Genopbygningen af det tidligere Framlev Forsamlingshus er tæt på afsluttet. Nu glæder Harlev-Framlev menighedsråd sig til at invitere indenfor.
I sommer sidste år stod der ikke andet tilbage end soklen fra det tidligere Framlev Forsamlingshus. Nu ligner huset mere eller mindre sig selv igen.
- Folk der kommer på besøg efter flere års fravær, vil måske blot studse over, at der da er sket et eller andet med huset. Faktisk fremtræder huset som en modernisering af det gamle, men i virkeligheden er det jo et helt nyt hus, fortæller Aksel Buchard fra menighedsrådet.
Menighedsrådet erhvervede sig for et par år siden det tidligere forsamlingshus, der med mere end 100 års historie trængte til en kraftig renovering. Aarhus Kommune gav tilladelsen til projektet med det forbehold, at så meget som muligt af huset skulle bevares.
Da håndværkerne kastede sig over projektet, viste det sig imidlertid, at murværket var i så dårlig stand, at det skulle pilles ned. Derfor blev huset genopbygget på den gamle sokkel, og alt fra soklen og opefter er således nyt.
Meget begejstrede
Håndværkerne gik i gang i juni måned og nu er projektet tæt på afsluttet.
Dermed står der nu, istedet for det gamle hus, der led under dårlig isolering, fugtskader og kun nødtørftig vedligeholdelse, et splinternyt hus. 
- Vi har fået et fuldt ud moderne hus med en stor sal, en scene og et topmoderne køkken, så vi kan fastholde vores mange traditioner som f.eks. "Gud og gule ærter", "Gud og spaghetti" og Skærtorsdagsmiddag, siger Aksel Buchard.
Husets sal kan deles op i to, og det er blandt andet en fordel i forhold til konfirmanderne, der bliver de primære brugere af huset. Herved kan der køre to hold med undervisning samtidigt.
- Vi er meget begejstrede. Jeg har fulgt byggeriet intenst, og både menighedsrådet og det store korps af frivillige vi har, har hele vejen igennem været meget positive over det nye hus.
- Det gælder ikke mindst den facilitet, at vi nu har to rum, hvor der i øvrigt er alt moderne udstyr som projektorer i begge rum og lydanlæg til hørehæmmede. Det er også blevet et handicapvenligt hus med toiletfaciliteter og kørerampe, fortæller Aksel Buchard, der tilføjer, at akustikken i den nye sal er markant bedre, end førhen.
Han oplyser, at købet af huset og genopbygning beløber sig til omegnen af 5-6 mio kroner.
"Huset"
At scenen i salen er genopført, kommer ikke mindst de tidligere ejere af huset, Harlev-Framlev Borgerforening til gode. I forbindelse med salget til menighedsrådet blev der indgået aftale om, at borgerforeningen fortsat kan disponere over huset et vist antal dage om året. Dermed kan den lokale revy-gruppe fortsat agere på scenen.
Hvad det nye hus kommer til at hedde, må borgerne vente lidt endnu med at høre. Menighedsrådet har bedt menigheden om hjælp og her er kommet flere bud, men intet ligger fast endnu, oplyser Aksel Buchard.
- Jeg omtaler det egentlig  bare som "huset". Og vi ved faktisk ikke, om vi bliver klar med et nyt navn til på tirsdag, indvender han.
Huset indvies tirsdag den 15. januar kl. 19.30 med først en kort andagt i Framlev Kirke og efterfølgende reception i de nye rammer.
Del på

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-