Galten kirke står bag ny musikfestival: Samfundssind

Image
Galten kirkes organist Lars Rosenlund Nørremark er idémanden bag de kommende måneders musikfestival 'Samfundssind' i Galten kirke.

For at hjælpe kulturlivet lancerer Galten Kirke en ny musik-festival med i alt syv koncerter resten af året.

Ovenpå forårets strabadser, hvor kulturlivet kom særligt hårdt i klemme, har Galten Kirke besluttet sig for, at give det østjyske kulturliv et særligt skud støtte.

Derfor har kirken skabt sin helt egen festival, der har benyttet det ord, som har været på hele landets læber siden marts: Samfundssind.

Musikfestivalen Samfundssind strækker sig fra september til og med december i 2020, og man vil kunne opleve alt fra musiske smutture til den skønne Hansestadt Hamburg, til eksperimenterende musik med elektroniske hjælpemidler og el-orgel og videre til 30 messingblæsende stemmer.

Fejrer kendt organist og komponist

Festivalen skydes i gang på søndag den 13. september kl. 19.30 i Galten Kirke, hvor man fejrer den verdenskendte organist og komponist Charles Tournemires 150 års-fødselsdag. Musikken bliver spillet af Danmarks absolut førende Tournemire-ekspert Flemming Christian Hansen, og det musikalske univers er en skøn blanding af gregoriansk sang, Claude Debussy og nybagte croissanter.

Fælles for festivalens i alt syv koncerter er, at for at skabe en god festivalstemning, vil der blive serveret en kop kaffe og en småkage en halv time før koncerterne i kirkens våbenhus.

Alle koncerter har fri entré og man kan læse nærmere om koncerterne på www.galtenkirke.dk eller på festivalens Facebookside “Samfundssind - Galten Kirkes Musikfestival 2020”.

Vil genoplive noget af det tabte

Idémanden bag Samfundssind-festivalen er Galten kirkes organist Lars Rosenlund Nørremark.

»Formålet med festivalen er dels at fremme kulturlivet i Østjylland ovenpå den landsdækkende nedlukning grundet COVID-19, fordi kulturlivet jo var noget af det, der blev allerhårdest ramt. Så jeg vil gerne som organist i Galten Kirke være med til at bidrage til at genoplive og genoptage noget af det, der gik tabt tilbage under nedlukningen, og som jo til stadighed er under voldsomt pres,« siger Lars Rosenlund Nørremark og tilføjer:

»Rent personligt valgte jeg at lave festivalen, da jeg har set hvordan mange kollegaer, venner og bekendte indenfor alle genrer af musik har haft det svært på grund af alle de aflyste koncerter og engagementer. Dette gælder også for mig selv i mit eget musikerskab, og jeg føler derfor, at jeg som organist i en af landets folkekirker dels kan hjælpe nogle af mine kollegaer og dels hjælpe til at få kickstartet det rige og livsnødvendige kulturliv, vi alle nyder at være en del af.«

Efter festivalens premierekoncert på søndag finder anden koncert i rækken sted allerede den følgende fredag i forbindelse med Skanderborg Kulturaften.

Læs Galten Folkeblad 9. september 2020

Del på
SuperBrugsen Galten

Kontakt

Galten Folkeblad
Søndergade 25
8464 Galten
Tlf. 70 20 09 95
Fax 86 94 32 16

- Kontakt os
- Annoncebestilling
- Giv os et tip

Facebook block

Vi samler statistik ved hjælp af cookies

-